Efter i en årrække at have neddroslet støtten til dansk tennis, og i 2017 og 2018 helt at have fjernet den, finder Team Danmark igen midler til at hjælpe danske talenter på vej mod toppen af international tennis.
Ambitionerne var sat i system. De kunne lave en pæn graf direkte fra et excel-ark. Antallet af danske tennisspillere der indenfor en overskuelig fremtid skulle spille med på diverse internationale niveauer. En håndfuld i det absolut fineste selskab, en større mængde i den internationale subelite. På papiret så det pænt ud og tegnede et billede af en lys fremtid for dansk tennis. I kombination med Caroline Wozniacki for alvor var i færd med at slå sig til tops i den internationale tenniselite fik sporten i Danmark stor bevågenhed. Om det var årsagen til, at Team Danmark valgte at skyde store summer i elitesatsningen med udgangspunkt i elitecenteret i Farum skal være usagt. Faktuelt er det derimod, at de ambitiøse målsætninger der blev lagt for produktionen af danske tennisspillere aldrig blev indfriet. Ambitioner og planer Dansk Tennis Forbund stod bag. Det var faktisk slet ikke tæt på. Rent faktisk så langt fra, at personerne bag planerne må have siddet tilbage med røde ører. For ikke nok med missionen om at skabe en stor mængde danske tennisspillere på internationalt niveau mislykkedes. Det betød samtidigt at Team Danmark langsomt men sikkert mistede tilliden til en dansk tennissatsning, hvilket betød de reducerede støttebeløbet til Dansk Tennis Forbund for til sidst helt at fjerne det.
Den tidligere sportschef i Dansk Tennis Forbund, Johan Sjögren, var drivkraften bag elitecenteret i Farum og var i flere omgange chefen for satsningen i dansk elitetennis. Da Team Danmark begyndte at stille sig kritisk overfor, at der ikke blev leveret på aftalen om den fælles satsning forsvandt Johan Sjögren hurtigt fra kontoret i Farum tilbage i 2009. Et nyt lignende job i det Svenske Tennis Forbund virkede pludselig mere attraktivt. Her gik han direkte ind og udtalte, at han var manden bag Wozniackis succes i Danmark, samt at han ville genskabe svensk tennis med op til 8 spillere i top-100. Da Johan Sjögren forlod jobbet som sportschef i det Svenske Tennisforbund i 2016 havde Sverige ingen spillere rangeret i top-100 i single for mænd eller kvinder. Tabet af elitekroner og elitecenter betød, at der ikke længere var nogen base for træning- og talentarbejde i forbundsregi i Danmark. Den nye landstræner måtte således bruge megen tid på logistik, hvor kan man træne og hvem kan komme den givne dag. Med andre ord blev en stor del af talentarbejdet skudt sammen. Det blev i langt højere grad op til spilleren og dennes omgivelser at skabe resultater. Støtte og systemer fra forbundsregi var, for en tid, ikke til at regne for basen i satsningen.
Imponeret over strategien
Den beskrevne historik taget i betragtning virker det derfor ganske forståeligt, hvorfor Team Danmark ikke uden videre igen vil kaste store summer efter elitesatsningen i dansk tennis. En kombination af et kuld ekstraordinært talentfulde ungdomsspillere og en meget detaljeret og konkret plan for deres udvikling frem mod internationalt niveau har fået Team Danmark til igen at åbne op for støtten. Det er fem spillere, heriblandt Clara Tauson og Holger Rune, der fremover vil kunne få glæde og gavn af flere af de specialister Team Danmark har tilknyttet.
”Vi kan se Dansk Tennis Forbund og talenterne er på rette vej. De har en plan for, hvad de vil. Det er sammenhængen mellem de to ting, der igen gør det interessant for os at samarbejde med tennissporten i Danmark. I form af fysioterapeuter, sportspsykologer og andre eksperter håber vi at kunne hjælpe talenterne på rette vej. Det er vigtigt for mig at sige, at en masse penge ikke bare altid er det rigtige, der skal også være en fornuftig plan med dem, derfor starter vi her,” forklarer Direktør i Team Danmark Lone Hansen til DR Sporten.
Den nuværende Sportschef i Dansk Tennis Forbund Jens Anker Andersen har i flere omgange været ansat i forbundsregi. Han kender historien mellem forbundet og Team Danmark bedre end de fleste og han glæder sig over, at der igen er skabt fornuftige samarbejdsrelationer mellem de to organisationer.
”Vi har hele tiden haft en god dialog om emnet med de her unge talenter. At Team Danmark nu køber ind på, at de er så gode de skal have støtte er kun dejligt. Det skaber grobund for mere udvikling af dem, samt med tiden et større samarbejde, når det giver mening set fra begge parters stole,” lyder det til DR Sporten fra Jens Anker Andersen.
Et af de helt store talenter, Clara Tauson, der i øjeblikket rangerer blandt verdens 10 bedste juniorspillere i en alder af bare 15 år er ikke helt så imponeret. I øjeblikket har hun et budget på den gode side af en halv million årligt. Et budget der i høj grad betales af familiens egen lomme. Uden rejser og turneringsaktivitet verden over bliver muligheden for international succes indskrænket gevaldigt. Derfor havde hun gerne set samarbejdet værre endnu større allerede nu.
”Det er dejligt de åbner op, at vi kan bruge deres eksperter til at hjælpe os videre i karrieren. Men lige nu er det vi talenter meget står og mangler penge. Det er dyrt at rejse rundt i hele verden. Når der ikke er præmiepenge i turneringerne er der kun os selv til at betale udgifterne,” lyder det fra Clara Tauson til DR Sporten.
En forståelig holdning fra en spiller med en akut brug for kapital til et stramt budget. Men den historiske relation mellem Dansk Tennis Forbund og Team Danmark taget i betragtning forstår man godt, hvorfor pengene ikke fosser ind i tennisforbundets kasse fra dag ét til trods for Tauson, Rune og de øvrige talenter uden sammenligning er det seneste årtis bedste bud på kommende danske spillere i verdens top-100. Fortsætter talenterne de gode takter er der dog næppe tvivl om, at de inden længe vil kunne se frem til mere støtte. For Tausons vedkommende, med planlagt WTA-debut i 2019, er det ikke urealistisk hun allerede i 2020 kunne blive en ung dansk deltager ved OL i Tokyo.