Arbejdet med at skabe et anderledes landkort er allerede i gang. Efter et farvel til SLTU og KTU ser folkene i den nyvalgte Tennis Øst-bestyrelse store muligheder i at bygge en organisation op fra bunden. Både ved at bevare velfungerende elementer, men også ved at tilføje nye måder at tænke udvikling på.
Arbejdsfordelingen i bestyrelsen er lavet. De første møder i de enkelte udvalg og med klubber er også afholdt. Den nyvalgte bestyrelse i Tennis Øst er aktuelt i gang med at gribe input fra medlemmerne. Det gøres på en lang række måder. Det gøres i et forsøg på i fællesskab at sætte den rette kurs for Tennis Øst.
– Eksempelvis så vi, hvordan Rødovre i sidste nummer af Tennisavisen havde en række pointer omkring udfordringerne, ved at drive en klub. Derfor har vores næstformand været ude og holde møde med dem, da det uden tvivl vil være problemstillinger andre klubber også har. Her kan vi måske være med til at guide og rådgive og trække viden på tværs af klubber, til gavn for alle, fortæller formand i Tennis Øst Martin Jørgensen.
Tennis Øst blev tidligere på året oprettet på en stiftende generalforsamling. Denne kom efter en periode, hvor både KTU og SLTU havde nedlagt sig selv. De to unioner havde i flere år arbejdet tæt sammen på en række kerneområder, herunder holdturneringen. Ideen om en sammenlægning var derfor ikke en ny ide, det var bare tiden, der havde modnet tanken.
Bredden skal skabes i unionerne
Med et medlemstal på vej op og en optimisme omkring en række store danske talenter, er der aktuelt vind i sejlene for dansk tennis. En optimisme den nyvalgte formand for Tennis Øst naturligvis glæder sig over. Han ser dog samtidig muligheder i, at tænke nyt. Mest af alt fordi han, og de øvrige bestyrelsesmedlemmer i Tennis Øst, er indstillede på at ikke alt skal gøres som man plejer.
– Vi starter på et blankt stykke papir i Tennis Øst-regi. Mange ting kører allerede godt, men andre ting kunne køre bedre og optimeres. Det er det arbejde vi har sat i gang, ved at afholde møder, indgå i dialog og dermed få forudsætningerne for at træffe optimale beslutninger for tennissporten, fortæller Martin Jørgensen.
– Vi har en dialog med de øvrige unioner, Jylland og Fyn, om at afholde et møde. Et møde, der gerne skal være basen for et godt samarbejde, noget alle har udtrykt interesse for. Eksempelvis kunne det være på breddeområdet og andre dele, hvor unionerne i forvejen spiller en vigtig rolle. Dansk Tennis Forbund er drivkraft på Talent- og Eliteområde, hvilket er helt naturligt. Kunne unionerne via et samarbejde skabe et endnu bedre fundament for at skabe fremtidens stjerner end vi har i dag, så ville det være fantastisk, fortæller Martin Jørgensen.
Han forklarer, at samarbejdet eksempelvis kunne bestå i træningssamlinger på tværs af landet. Samtidig er det oplagt at unionerne, med den nære klubkontakt, indgår i en dialog omkring det daglige virke. Her kan der være mange synergieffekter at hente. Fordi de enkelte klubbers succeshistorier og gode ideer bør være let tilgængelige for andre klubber, uanset union, hvis det står til Martin Jørgensen.
Parasport og Padel
Et andet område Tennis Øst mener, der skal gøres mere for er Parasport og Kørestolstennis. Det er der en ganske bestemt årsag til.
– Vi kan se, hvordan der de senere år er kommet et stigende fokus på Parasport. Det er et område, vi ikke har haft lagt nok kræfter i. Igen med etableringen af en ny union, en ny bestyrelse og en ny start er området oplagt. Fordi der helt bestemt er base for en udvikling af tennissporten i al almindelighed, men ude i klubberne naturligvis i særdeleshed, fortæller Martin Jørgensen.
Et andet område, der i de senere år har udviklet sig markant er Padel. Padel er i udgangspunktet ikke tennis. Med ketsjer, net og bold er der dog alligevel så mange lighedspunkter, at det ville være naivt for en nyetableret Union ikke at have et øje på sporten. Det har man da også i Tennis Øst, hvor man ser med interesse på de mange Padel-baner, der i disse år opføres rundt om i landet.
– Det er ekstremt interessant. Jeg har det udgangspunkt, at en tennisklub altid bør have fokus på, at tilbyde medlemmerne andet end bare tennis. Fysisk træning eksempelvis. Men det kan også være Padel, der jo ligger tæt på tennissporten i sin karakter. At have sådan et tilbud vil uden tvivl få flere medlemmer ind i klubberne, nogle vil måske endda også begynde at spille tennis, fortæller Martin Jørgensen.
Tennisavisen har tidligere beskrevet, hvordan Dansk Tennis Forbund har indgået et samarbejde med Padelsporten, der er blevet associeret forbund under DTF. Joakim Thörring, bestyrelsesmedlem i DTF og Tennis Øst, er Padelsportens kontaktperson i DTF. Derfor er kompetencerne i Tennis Øst allerede tilstede, når det handler om at få udnyttet og implementeret Padel i landets tennisklubber. Det vurderes at der aktuelt er 25 baner under opførelse rundt om i landet. Noget der vil udvide antallet af baner fra cirka 25 til omkring 50 baner.