Tennis er svært at lære, og det er på en gang sportens helt store fascinationskilde og dens achilleshæl. Masser af begyndere dropper ud af sporten, fordi det tager for lang tid at nå til det punkt, hvor man pludselig føler, at man kan kontrollere bolden. Derfor ville det være fantastisk, hvis man kunne lære de vanskelige slag hurtigere og nemmere; hvis man kunne få lidt hjælp til at knække koden.
[quote_box_center]Denne artikel er skrevet af John Rasmussen. John er tennisentusiast og professor i biomekanik ved Aalborg Universitet. Denne kombination kommer der nogle meget interessante artikler ud af, som du kan læse her på Tennisavisen.dk.[/quote_box_center]
Det handler om motorisk læring, og hvis vi tænker ordentligt over, hvad der skal til, så er det klart, at det er svært f.eks. at lære at serve. Man starter sikkert med at se andre spillere serve. Man kan nemt se, at de kaster bolden op over hovedet og slår til den med et overhåndsslag. Så gør man dét, og nu starter problemerne.
Hvis man overhovedet er i stand til at ramme bolden, vil man finde ud af, at den resulterende præcision og fart lader meget tilbage at ønske i forhold til dét, som gode servere formår. Mange spillere er, selv efter ihærdig indsats, ikke i stand til andet end at plumpe bolden over nettet i en blød bue.
Hvordan hulen skal man få det lært? Man synes jo egentligt, at man gør stort set det samme som gode servere.
Motorisk læring: En lukket løkke
I teori for motorisk læring opererer man med åbne og lukkede løkker (loops). Et lille barn, som forsøger at presse klodser med forskellige tværsnit ned gennem huller med tilsvarende former, arbejder med en lukket løkke.
Barnet observerer hånden føre klodsen til forskellige huller, og hvis klodsen ikke rammer hullet eller vender forkert, ændrer barnet klodsens position, indtil den passer i et af hullerne.
I denne proces bruger barnet sine sanser og ændrer sin bevægelse baseret på sansernes feedback. Det er en lukket løkke, fordi sansningen hele tiden flyder tilbage og fører til ændringer i fremgangsmåden, og dette sker, mens opgaven løses.
Denne type styring af en bevægelse kan kun foregå, hvis bevægelsen er langsom nok til, at sanseindtryk kan registreres og processeres, og der efterfølgende stadig er tid til at lave om på bevægelsen.
Motorisk læring: En åben løkke
I det fleste sportsbevægelser har man ikke tid til at ændre bevægelsen undervejs, og det gælder helt sikkert også for et tennisslag.
Efter slaget kan man evaluere og forsøge at gøre det bedre næste gang, men under slaget kan man ikke nå at gøre andet end det, man planlagde på forhånd.
Sådan en bevægelse kaldes en åben løkke (open loop) på grund af fraværet af feedback.
Når trænere fortæller, at armen skal være afslappet under en serv, er det blandt andet fordi, at musklerne alligevel ikke kan nå at lave om på bevægelsen, og forsøg på at gøre det, fører ikke noget godt med sig. Men det er kun en del af forklaringen.
Kinetisk kæde: Kroppens piskesmæld
Den anden del af forklaringen handler om et begreb, som kaldes en kinetisk kæde. Næsten alle hurtige bevægelser foregår i kinetiske kæder, hvor kroppens segmenter fungerer som et piskesmæld.
En kinetisk kæde starter langsomt og slutter hurtigt. Den sidste og hurtige del af bevægelsen, skabes ikke af muskelkraft men af ledkræfter, som overfører energi fra de kropsnære segmenter til enden af den kinetiske kæde, i dette tilfælde ketsjeren.
Ledkræfter er gode, fordi muskler har ringe styrke ved hurtige kontraktioner, og fordi leddene ikke er styrkemæssigt begrænsede på samme måde som musklerne. De er altså både stærkere og hurtigere end musklerne.
Kinetiske kæder fungerer imidlertid kun, hvis de har løse led, så her er den anden del af grunden til, at man skal slappe af i armen, og ændring af bevægelsen, når den først er sat i gang, derfor er udelukket.
Så, selv hvis en utrænet spiller havde tilstrækkeligt kvikt øjemål til præcist at afkode en god servers bevægelse, ville det ikke hjælpe ham at kopiere den gode serv ved at bruge muskelkraft til at styre sin egen bevægelse af den simple årsag, at den rigtige servebevægelse som forklaret ovenfor ikke lader sig styre af muskelkraft.
Man kan altså ikke lære at serve ved at kopiere en servebevægelse, mens den sker. Man kan kun starte bevægelsen, lade den køre til ende, evaluere og starte igen med lidt ændrede parametre.
Proprioception – den ukendte sans
Her skal lige indskydes, at spilleren ikke kan se sig selv serve. Derfor er spillerens evaluering af egen bevægelse baseret på en ikke særligt kendt sans kaldet proprioception. Det er den sans, der ved hjælp af sensorer i muskler og andre væv giver os en fornemmelse af positionen af vore lemmer i rummet.
Man bruger sin proprioception, hvis man lukker øjnene og forsøger at ramme sin næsetip med pegefingeren. Det er en fantastisk sans, som kræver lynhurtig sammentælling af en masse information fra kroppen og ud gennem alle armens segmenter til pegefingeren.
Derfor blev den i gamle dage brugt som en spiritusprøve, og derfor har proprioception trods alt begrænset nøjagtighed. Nogle gange er vores opfattelse af egne bevægelser ret forskellig fra virkeligheden. Når man ser sig selv på video, bliver man ofte overrasket over bevægelsesmønstret på samme måde, som man kan blive over at høre sin egen stemme optaget på bånd eller opdage, hvor dum man ser ud, når man danser.
Træneren
Her kommer træneren ind i billedet. Han kan hjælpe, fordi han kan se serven udført og kender de startbetingelser, der er forudsætningen for, at den kan komme til at fungere. Men det er stadig ikke nemt. Lad os igen se på kæden af begivenheder.
- Spilleren udfører en serv.
- Træneren observerer serven.
- Træneren skal på grundlag af sit synsindtryk danne sig en forestilling om den udførte bevægelse og sammenligne med sin egen viden om den korrekte bevægelse. Husk, at udførelsen er hurtig, så der er stor risiko for, at træneren ser forkert.
- Træneren foreslår ændringer af bevægelsen for spilleren.
- Nu skal spilleren sammenligne trænerens verbale beskrivelse af den nødvendige ændring med sin egen opfattelse af den udførte bevægelse, og her kan kæden hoppe af, fordi spillerens proprioception siger noget andet end trænerens visuelle indtryk. I bedste fald sker der ingen skade, og i værste fald bliver spiller og træner indbyrdes overbeviste om, at den anden er en idiot.
Idrætsvidenskab
En af de fede ting ved at undervise på idrætsuddannelsen på et universitet er, at man får lejlighed til at arbejde med nogle dygtige og engagerede studerende, som er ivrige efter at undersøge nogle af livets mere fundamentale spørgsmål.
Et af dem handler om, hvordan man bærer sig ad med at lære vanskelige motoriske færdigheder som f.eks. en tennisserv.
Idrætsuddannelsen er multidisciplinær, så de studerende anskuer problemstillinger fra flere, komplementære synsvinkler. En af dem er læringsteori, og specielt teori om at lære vanskelige bevægelser.
Vi kan jo starte med at gøre os en forestilling om, hvordan man bærer sig ad med at lære en bevægelse, f.eks. at serve. Ingen har nogensinde servet godt fra begyndelsen. Joakim Bay Simonsen, som selv er en fremragende spiller, skrev for nylig en afhandling om serv fra Københavns Universitet.
Afhandlingen indeholder en del biomekanisk nørderi, men Joakim har også fundet plads til lidt populære citater og anekdoter. F.eks. skal en af verdens bedste servere, Andy Roddick, have sagt til Patrick McEnroe, som var kaptajn for det amerikanske Davis Cup-hold:
[quote_box_center]”Whatever you do, don’t say anything to me about my serve. If I think about it, I’m in trouble.”[/quote_box_center]
Udtalelsen er et godt billede på, at hvis man vil ændre en bevægelse, så kommer men nemt til at gøre det med muskelaktioner, og hvis man forsøger det i en servebevægelse, så låser armen, og man mister helt den dynamik, der skal være til stede for at få et godt resultat.
Hvis man vil forbedre sin serv, skal det altså ske uden at forsøge at drive armen til en bestemt bevægelse ved hjælp af muskelkraft. Samtidig står man med det problem, at det sanseindtryk, som man skal basere processen på, består af upræcis information fra proprioception samt verbal feedback fra en træner.
Nu er vi ved at være fremme ved dét, som mine egne studerende fra 3. semester på Aalborg Universitets idrætsuddannelse har forsøgt. Kan vi kortslutte den motoriske læring, så vejen mellem hver modificeret udførelse bliver kortere?
Dette blev undersøgt af Anders Langbak Engelund, Andreas Larsen, Lotte Saabye Høst, Mia Egekvist, Niclas Jagd Nielsen, Simon Linding Andersen og Søren Lynge Svendsen.
Idéen var at optage en spillers serv på video og efterfølgende give serveren mulighed for at vurdere sin egen serv visuelt. På denne måde kortslutter vi trænerens rolle, som er at observere, fortolke og videregive verbal information om ændringer.
Det kan naturligvis være både godt og skidt, fordi man fraskriver sig trænerens faglige input, men måske vil det være mere effektivt at lade en spiller vurdere sin egen serv visuelt?
Spejlneuroner
Idéen er ikke helt tilfældig. Der findes mange undersøgelser om motorisk læring. Jeg vil ikke gå ind i alt sammen men blot nævne eksistensen af såkaldte spejlneuroner, hvis virkning kendes fra psykologiske studier og hvis eksistens er bevist med neurofysiologiske forsøg med dyr.
Spejlneuroner tillader mennesker og dyr at kopiere handlinger, som de ser, og det filosofisk interessante ved dem er, at de må forudsætte en iboende forståelse af selvet.
Det er spejlneuroner, der får et spædbarn til at smile igen til sin mor, eller en kat til at mjave, når man taler til den.
Dermed spiller de en helt central rolle i levende væseners evne til at forholde sig til andre individer og dermed til at være sociale.
På grund af spejlneuroner er der grund til at tro, at man kan lære at serve bedre ved enten at se sig selv eller en anden gøre det.
Videoanalyse
De studerende inddrog begge elementer i deres forsøg. Der findes et genialt videoværktøj, som hedder Ubersense. Hvis du ikke kender det, så kan det stærkt anbefales at tjekke det ud. Ubersense giver mulighed for at arbejde med to videoer, som kan synkroniseres og afspilles samtidigt, enten ved siden af hinanden eller lagt ovenpå hinanden.
På den måde kan man umiddelbart vurdere forskelle og ligheder mellem to lignende bevægelser. Man kan sammenligne sig med sig selv, eller med en bedre server.
I rollen som sidstnævnte blev Mikkel Østergaard rekrutteret. Mikkel er i øjeblikket Aalborgs tredje-bedste tennisspiller, en fremragende server, afholdt træner for både børn og voksne, en ildsjæl i tennismiljøet og selv tidligere idrætsstuderende.
Af hensyn til den statistiske behandling af resultater kunne vi have ønsket en hel masse helt ens spillere opdelt i to grupper, trænet intensivt og over et langt tidsrum.
Men studieprojekter er altid begrænset af tid og økonomiske midler, og derfor endte forsøget med at omfatte syv spillere af meget forskellig alder og på meget forskellige niveauer, og forløbet måtte begrænses til fire uger.
I denne periode deltog hver forsøgsperson i to ugentlige træninger á 25 minutters varighed. Der er altså tale om en ret begrænset træningsmængde.
En af forsøgspersonerne droppede ud af forsøget, og af de resterende seks personer blev to signifikant bedre til at serve i løbet af forsøgsperioden målt på fart og præcision.
”Signifikant” betyder i denne sammenhæng, at risikoen for at forveksle deres forbedring med en tilfældighed er mindre end 5%. To ud af seks er jo ikke noget lysende klart resultat, og man skal også være sig bevidst, at vi ikke fra forsøget kan vide, om forbedringen skyldes videofeedback eller andre faktorer.
Tilbage står, at det er interessant, at enhver med simple midler kan blive sin egen servetræner. De simple midler består af et videokamera på en fod (f.eks. en tavlecomputer eller en mobiltelefon) samt Ubersense.
Jeg håber, at spillere og klubber rundt omkring får lyst til selv at prøve det. Eventuelt kan man gå sammen med en makker og skiftes til at tage sig af teknikken, mens den anden server. Jeg tror personligt, at der er et stort potentiale.
Artiklens originale kilde er: https://rasmussenstennis.wordpress.com/2015/06/07/i-got-you-on-tape/
