Han har arbejdet med og for verdens bedste tennisspillere i et kvart århundrede. Som opstrenger ved alle de store turneringer har Richard Parnell en god fornemmelse af tidens trends, strengen er aktuelt mere vital end nogensinde.
Mens de danske opstrengere sveder over de mekaniske opstrengningsmaskiner i korridoren udenfor Ceres Arena i Aarhus studerer den britiskfødte spanier Richard Parnell nøje alle bevægelser. For det er i høj grad detaljen i arbejdet, der gør forskellen, når man beder den erfarne opstrenger forklare, hvordan der kan være forskel på opstrenginger, der er lavet på en maskine, der automatisk sikrer spændingen er den korrekte.
”Det er stabilitet, der er nøgleordet. Ved Wimbledon lavede vi 4009 ketsjere, sidste år ved Australian Open lavede vi 5500 ketsjere i løbet af få dage. Så mange ketsjere i løbet af så få dage, der handler det om at de første er på samme niveau som den sidste, det er der forskellen er. Den bedste er ikke nødvendigvis bedre end den almindelige, han kan bare ikke gøre det over tid hver gang. Det er lidt som Formel-1, alt er ned til den mindste detalje. 18-20 strenge, alle med en bestemt spænding, der skal ikke meget til at ødelægge det, den trænede spiller kan mærke det med det samme,” forklarer Richard Parnell, der under Wimbledon altid strenger ketsjerne for Venus Williams. I øvrigt er udgangspunktet, at spillernes ketsjere altid bliver behandlet af den samme opstrenger hele vejen igennem en Grand Slamturnering. Typisk er der 14 opstrengere, så med flere hundrede spillere kræver det en god koordination. Desuden arbejdsdage på op til 17 timer og mindst 30 ketsjere pr dag.
I Aarhus bliver det ikke til meget opstrengning for Richard Parnell. Han er i høj grad på besøg i forbindelse med Davis Cupkampen mellem Danmark og Sydafrika for at give viden fra sig og give de danske opstrengere indsigt i, hvordan man anvender den nyeste teknologi. Teknologi Richard Parnell selv har været med til at udvikle i kombination med certificeringssystemet for internationale opstrengere. ERSA (European Racket Stringers Association) hedder organisationen, der så godt som har patent på opgaven med at uddanne og udvikle opstrengere. Har man først en certificering herfra, så er vejen banet for en international karriere indenfor tennissporten.
Tilfældigheder og ydmyghed
Richard Parnell startede selv ud med at strenge ketsjere op, da han elskede at spille tennis og hans far selv strengede drengens ketsjere op. Det ene tog det andet og skæbnen ville, at tennisopstrengning blev hans liv. Han er i dag en ti opstrengere i verden med den højeste certificering, Master Coach Stringer, hvilket også gør ham i stand til at undervise verden over. Da Tennisavisen møder ham i Aarhus er han godt på vej videre mod nye kurser i Frankrig, Vietnam og Brasilien.
Han elsker rejserne og mødet med mennesker. Selve arbejdet kan for det utrænede øje se ganske monotont og ensformigt ud. De dage hvor Richard Parnell tænker sådan, husker han sig selv på en af de vigtigste læresætninger han fik med fra barndomshjemmet, der naturligvis var fyldt med opstrengningsmaskiner.
”På det samlede produkt af en opstrengning er forskellen på et halvt kilo om du rammer linjen eller misser den. Er det partiet til tre millioner dollars, så bliver opstrengningen pludselig meget værdifuld. En af de ting vi siger, vi kan ikke få spilleren til at vinde partiet, men vi kan med garanti få ham til at tabe det. Hvis vi ikke gør vores job godt, kan de ikke gøre det optimalt på banen,” forklarer Richard Parnell.
I dag ved han bedre end de fleste, hvad en god opstrengning indeholder. Alligevel kan han blive sat på prøve at krævende spillere og trænere, der ikke altid mener produktet han leverer er godt nok, særligt ikke hvis spilleren netop har tabt. En erhvervsrisiko det er tydeligt spanieren har accepteret som en del af jobbet.
”De kræver det bedste af dig. Når du er på det højeste niveau, så er det det du bør give dem. Vores job er ikke at spørge dem, hvorfor det skal gøres på en bestemt måde, det er at give dem det, de vil have. Er nogle spillere sværere? Ja. De vil alle have perfektion,” forklarer Richard Parnell.
Kravene til hvordan opstrengningen udføres er ikke blevet mindre i takt med udviklingen af strenge. I dag er det ikke unormalt, at en spiller har været en del af udviklingen af en ny strengtype, hvilket igen gør spilleren mere i stand til at mærke, hvis noget varierer bare det mindste fra det optimale. Netop fordi konkurrencen i international tennis er så hård er strenge og evnen til at have den rigtige opstrengning på dagen, ifølge Richard Parnell, blevet en altafgørende faktor på internationalt topniveau.
”Monofilamentstrenge har fået spændingen i ketsjeren til at rasle ned hos spillerne, der så til gengæld for kontrol og evnen til at absorbere. Det giver spillerne en bedre mulighed for at udvikle forskellige elementer af sit spil end tidligere, hvor du enten spillede med hård eller blød opstrengning, den her indkapsler lidt af det hele,” forklarer Richard Parnell.
En af dem der har været med til at udvikle de nye strenge er det tyske stjerneskud Alexander Zverev. I samarbejde med Head og Dennis Fabian har man over en periode arbejdet sammen om at finde frem til den optimale strengtype. Til tyskeren, men samtidig en strengtype, der efterfølgende kunne blive en gevinst på det kommercielle marked.
”Det er egentlig ikke fordi spilleren, i dette tilfælde Zverev, bruger lang tid hos os. Vi er på banen med dem her og der, modtager deres feedback, dialog frem og tilbage. Det er en større historie for os, at spilleren har været med i udviklingen end spillere der ”bare” spiller med vores strenge, det viser spilleren har dedikation til produktet,” forklarer Dennis Fabian Global Business Manager i Head.
De to fine gæster i Aarhus var begge godt tilfredse med standarden på de danske opstrengere, særligt de lokale helte fra Insport blev bemærket. Selvom Richard Parnell ikke selv var flittig ved maskinen, så når han inden han forlader hallen at bedyre, at den sidste opstrengning nok først bliver lavet i momenterne inden han selv forlader verden.
