I sit første år som professionel efter College tordner Mikael Torpegaard frem på verdensranglisten via flotte Challenger-resultater. Nøglen til succes skal findes i, at han ikke helt har sagt farvel til College-livet på Ohio State.
Det nærmeste du kommer på at være professionel uden at få penge for det. Sådan betegner mange tennisspillere livet på College. Her er det setup omkring spillerne mange, der spiller internationalt på laveste niveau, kun drømmer om. Træningsfaciliteter, tennistræner, træningspartnere i massevis og specialister med fokus på netop din udvikling. Det var den base Mikael Torpegaard i fire år udviklede sig under på Ohio State. En tid der forvandlede danskeren fra en, sagt på den gode måde, spinkel spiller med potentiale til en trimmet atlet med power. En power han de seneste måneder har brugt til at kæmpe sig op på verdensranglisten. Aktuelt rangerer han omkring nummer 250, hvilket gør ham til Danmarks bedste mandlige tennisspiller.
– Jeg føler, jeg har fået en super start på 2019-sæsonen. Jeg har i optakten til sæsonen haft stor fokus på at blive mere offensiv i min spillestil. Det føler jeg, at jeg har fået implementeret godt i kampene, så jeg er meget glad for at kunne mærke en positiv forskel, forklarer Mikael Torpegaard i en pause fra turneringsaktiviteten i Frankrig.
De fleste internationale turneringer siden sidste sommer er blevet spillet omkring USA, hvor han blandt andet via netværk fik en række Wild Cards, der hjalp aktiviteten godt på vej. Men efter et kort pitstop hjemme i Danmark i februar måned vendte han snuden mod Frankrig og en Challenger i Pau. Den nye struktur, med større hovedturneringer i Challenger-turneringer gør, at Mikael Torpegaard typisk vil have direkte adgang til turneringen.
Grand Slam er næste målsætning
Med en rangering omkring de 250 venter der stadig mange og svære kampe forude, hvis drømmen om top-100 og de største turneringer rundt om i hele verden med store præmiepenge skal blive en realitet. Det handler om at holde fokus på det man kan gøre noget ved, at vinde de kampe man stiller til start i. De mange sejre i Challenger-regi, herunder en finaleplads, har dog givet Mikael Torpegaard mod på at prøve sig af på en lidt højere hylde, nu hvor han føler sig hjemme og tilpas i Challenger-turneringerne. Det handler om konstant at udvikle sig og ikke være tilfreds med den aktuelle situation.
– Ambitionen er klar for den her sæson, jeg skal lige lidt højere op på ranglisten, så jeg kan være med i kvalifikationen til de sidste tre Grand Slamturneringer i året. For hele sæsonen er det klart et mål at spille mig ind i top-200 i verden. Det vil gøre adgangen til flere og større turneringer lettere, hvilket er et godt skridt på vejen, fortæller Mikael Torpegaard.
Aktuelt lever han et liv, hvor næste uges destination bestemmes af, hvilke turneringer han bliver accepteret i via hans rangering. Derfor er det også minimalt med besøg hjemme hos familien i Danmark.
Optimalt setup med base i USA
For når der med mellemrum skal være pause i turneringerne og jagten på ranglistepoint foregår det oftest hjemme i Ohio, USA. Her har Mikael Torpegaard fået lov til at fortsætte med at træne på det College, han i fire år var fast ankermand på. Til gavn for hans egen karriere, men naturligvis også til gavn for de unge skoledrenge han med mellemrum har som hittingpartnere.
– Det kan ikke være bedre. Jeg har fantastiske mennesker og faciliteter i Ohio. De vil alle det bedste for min karriere. Selvom jeg ikke går på skolen længere, er man stadig en del af en gruppe og et sammenhold. Det er den perfekte base for det liv med rejser, der uden tvivl kan udvikle sig til at være mindre sjovt, fortæller Mikael Torpegaard.
For som dansker er det ikke lige sådan, at en landstræner ringer og spørger, om han vil med til fire ugers internationale turneringer med alt betalt i Østen.
– Det er selvfølgelig hårdt at være på touren så mange uger om året. Jeg er, og det er alle, nødt til at gøre op med sig selv, om det er det liv man gerne vil leve. Heldigvis føler jeg, at det er spændende at være et nyt sted hver uge. Og faktisk har det været en positiv oplevelse at blive professionel, det er sjovt, præcist som det skal være, fortæller Torpegaard.
Han understreger, at College for ham på ingen måde var en omvej på vejen mod et liv som professionel tennisspiller. Det var nærmere en genvej. Det var her den unge dreng fra Virum blev voksen. Både på og udenfor banen.
– Uden Ohio State have jeg ikke være, hvor jeg er i dag. Var jeg bare gået fra junior til senior derhjemme, så havde jeg mentalt ikke være moden til springet. College har modnet mig, også udenfor banen. Det er hovedårsagen til at jeg er, hvor jeg er i dag, afslutter Mikael Torpegaard.