Michael Mortensen har efterhånden arbejdet sammen med en række spillere på WTA-touren. Selvom han nyder det, og har mod på mere, har han også fundet ud af, at man skal opføre sig på en helt særlig måde for at få succes.
Han trives nær ketsjere og kampbaner, Michael Mortensen. Selvom det efterhånden er mere end et årti siden han selv stoppede som aktiv banker doublespecialistens hjerte stadig for det der efterhånden er blevet en livslang passion. Udover at undervise nogle af Danmarks bedste tennisspillere kommenterer han tennis på Eurosport og med mellemrum rejser han ud til de store turneringer for på kortere kontrakter at følge og hjælpe etablerede WTA-spillere. Senest hjalp han i en periode Caroline Wozniacki, da danskeren manglede en person til at varetage træningen, efter samarbejdet med Thomas Høgstedt blev afbrudt kort tid efter Australian Open.
[quote_box_center]”At arbejde sammen med Caroline er fantastisk. Det er en af den slags opgaver, man ikke kan sige nej til, så da de ringede, sagde jeg ja med det samme. At gå op og ned af tennisspillere på det her niveau er motiverende i sig selv. At opleve hvor målrettede de er, samt ikke mindst at være med til finjustere tingene, er noget jeg aldrig bliver træt af, så det håber jeg bliver muligt at gøre i mange år fremover,” fortæller Michael Mortensen.[/quote_box_center]
Hans samarbejde med Caroline Wozniacki blev i denne omgang kortvarigt. Men det der i mange medier blev udskreget som en fyring var egentlig slet så dramatisk, tanken var fra starten, at Michael Mortensen kun skulle hjælpe til i en begrænset periode. For mens fokus i aviser naturligt var på Caroline Wozniacki, og de mange kortvarige trænerrelationer, var Michael Mortensen fra starten af indstillet på, at samarbejdet ikke skulle være permanent. Står det til danskeren, skal der gerne være en god variation i hverdagen, og dertil passer et permanent trænerarbejde slet ikke ind i øjeblikket.
Jeg nyder faktisk den frihed, det giver ikke at være ansat ét sted. At være træner i Danmark, i udlandet og kommentator giver inspiration på hver deres måde, det er noget jeg nyder meget.
[quote_box_center]”Jeg nyder faktisk den frihed, det giver ikke at være ansat ét sted. At være træner i Danmark, i udlandet og kommentator giver inspiration på hver deres måde, det er noget jeg nyder meget. Mine erfaringer fra touren kan jeg bruge i kommentatorboksen, arbejdet med talenterne i Danmark bringer mig ned på jorden, på den måde kan jeg bruge de forskellige arbejdsformer til at dygtiggøre mig,” forklarer Michael Mortensen.[/quote_box_center]
Han var tidligere, efter endt karriere, ansat i en årrække som cheftræner på KB i København. Det betød fast løn, faste arbejdstider og et rejseprogram, der var yderst begrænset set i forhold til tiden som aktiv tennisspiller. Et perfekt job, når børnene derhjemme er små og faste forpligtelser skal passes, men tanken om i en eller anden form at vende tilbage til livet på touren har altid været der.
Træneren skal have tillid
Mens vi sidder og snakker i spillerrestauranten i Indian Wells kommer først Marian Vajda (Novak Djokovics træner) og dernæst Jarko Nieminen forbi og hilser. Og hr. Mortensen kommer 30 minutter for sent til vores aftale, da hans tidligere elev Li Na ville forære ham et eksemplar af kineserens selvbiografi og i øvrigt lige vende verdenssituationen. Danskeren var træner for Li Na i perioden, hvor kineseren gik hele vejen og vandt French Open som den første kineser i historien. Selvom samarbejdet ikke varede meget mere end 1 år, taler de to stadig godt. Men at det er sådan mellem spiller og træner, når samarbejdet ophører, er bestemt ingen selvfølge.
[quote_box_center]”Det at være træner for en kvindelig tennisspiller er et helt særligt job. De er superegoister og perfektionister ud i en grad, jeg aldrig har oplevet før. I forhold til min tid som aktiv er det blevet meget mere professionelt, hvilket både er godt og skidt. Som træner skal jeg passe meget på med at joke og komme med ironiske kommentarer, selvom det er noget der ellers er naturligt for mig. Med en kvindelig tennisspiller skal du som træner kende din rolle. Finde ud af, hvordan du skal komme med input. Det er lidt som en psykologisk analyse, hvornår skal jeg smile, hvornår skal jeg sige noget, og hvornår skal jeg bare kigge helt væk? Den der fornemmelse udvikler man ret hurtigt i den her branche, for har man ikke den, holder du ikke lang tid,” fortæller Michael Mortensen.[/quote_box_center]
De specielle arbejdsvilkår er en af årsagerne til, at danskeren nyder ikke at arbejde fuld tid med en enkelt spiller, men i stedet arbejde med tennis på forskellige platforme. Det giver frihed, men samtidig usikkerhed, da lønnen ikke går ind på kontoen på samme kontinuerlige basis, som da arbejdsgiveren hed KB.
[quote_box_center]”Jeg har altid været glad for at udforske og vælge anderledes veje, end dem alle de andre gjorde. Jeg føler mig ekstremt privilegeret at arbejde med tennis og have gjort min hobby til mit arbejde. Jeg bliver til stadighed kontaktet af spillere og agenter, der vil have mig med ud på touren. Og når det rigtige tilbud kommer, så tager jeg nok en tur igen. For selvom jeg ikke savner rejserne på ugentlig basis, kan jeg godt lide at komme ud lugte til manegen af og til, som den cirkushest jeg er,” slutter Michael Mortensen.[/quote_box_center]