Det blev nærved og næsten, da 14-årige Clara Tauson debuterede ved Grand Slam mod en 2 år ældre modstander, som havde en optimal optakt til US Open

Da 14-årige Clara Tauson efter en række fornemme resultater med 2 semifinaler og 2 finaler ved Grade 2 turneringer samt semifinale ved Grade 1 i Østrig for ca. halvanden måned siden opnåede en rangering som no. 80, blev der samtidig åbnet mulighed for, at hun kunne deltage i kvalifikationen til juniorernes US Open.

Ganske vist var Clara ved tilmeldingsfristens udløb 25. juli 5 pladser fra at gå ind i kvalifikationen, men erfaringsmæssigt er der altid et stort antal tilmeldte, der efterfølgende trækker deres tilmelding tilbage, hvilket er omkostnings-frit.
Studerer man Acceptance-listerne for de forskellige ITF-turneringer er mange spillere ofte tilmeldt flere forskellige turneringer, hvilket gør planlægningen for den enkelte spiller mere fleksibel, og derfor er “Withdrawal” listerne ofte alenlange efterfølgende, hvilket også blev tilfældet for US Open, hvor Clara endda blev seedet 8 i kvalifikationen.

Clara var oprindelig også tilmeldt en Grade 1 turnering, som blev afviklet lige inden i Canada, hvilket af flere af deltagerne blev benyttet som forberedelse til US Open, men senere kunne man se Claras navn på “Withdrawal” listen, da der ikke var økonomisk basis for, at hun kunne komme af sted i god tid før US Open og få en optimal forberedelse inden den prestige-fyldt Grand Slam turnering.

Der var længe tvivl om, hvorvidt der kunne findes de nødvendige midler til, at Clara kunne få mulighed for at komme af sted med Kenneth Carlsen som coach, men hendes deltagelse blev dog prioriteret, så det lykkedes for DTFs Sportchef at finde de nødvendige midler til at hun kunne få sin Grand Slam debut.

På det punkt var Claras modstander i 1. kvalrunde væsentlig bedre stillet, idet 16-årige Lisa Piccinetti (ITA) var ankommet til USA 3 uger i forvejen for både at træne og spille turneringer, og inden mødet mod Clara havde hun således deltaget i 2 Grade 1 turneringer i College Park i USA, hvor hun i 2. runde var tæt på at besejre no. 33 Jule Niemeier (GER), der vandt 5-7, 7-5, 6-3, og i Repentnigy i Canada nåede hun ligeledes 2. runde, hvor hun tabte til no. 51 Pei Hsuan Chen (TPE).

Den grundige og professionelle forberedelse afspejledes ligeledes i Italienerens spil, som var næsten fejlfrit hard court tennis med stærke server, der blev fulgt suverænt op med tunge vinderslag til baglinjen.
Clara var derfor gennem hele kampen under et voldsomt konstant pres, men da Clara er en indædt fighter, kæmpede hun det bedste hun har lært, og hun spillede sig derved fornuftigt ud af den ene vanskelige situation efter den anden.
Desuden blev flere af de svære elementer i spillet, der har været arbejdet med hjemme i klubben, implementeret under kampen.

Det var dog ikke tilstrækkeligt til at hive en sejr hjem, da modstanderens voldsomt høje niveau betød, at Clara ikke kunne afværge et enkelt break i hvert sæt, men Piccinetti reddede sig ud af kniben, selvom Clara spillede fortrinligt på disse bolde, hvorefter Italieneren sikrede sejren 6-4, 6-4.

De fremmødte tilskuere havde overværet en kamp på meget højt niveau, hvilket blev påskønnet med et stor bifald, da Clara takkede sin modstander for kampen.

Clara var naturligvis skuffet, men hun bestod med bravour sin debut på den store scene, og hendes indsats lover godt for fremtiden.
Clara befandt sig godt i det fine selskab, og hun fik vist de kvaliteter, som har kvalificeret hende til at være med i denne prestigefyldte turnering, hvor hun var den yngste af deltagerne.

Lisa Picinnetti tabte i kvalfinalen til 15-årige Maja Chwalinska (POL), som tidligere på året vandt 6-3, 6-7(2), 6-2 over Karen Barritza ved en 15K turnering.

Forrige artikelDH mænd: Finale mellem KB og HIK
Næste artikelDagens kampe mandag 4. september: Verdens-etterne Pliskova og Nadal mod useedede
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.