Årets UM er i de indledende runder delt mellem Marienlystcentret i Odense og Skovbakken i Århus. U12 og U14 spilles i Odense.
Divine Dasam Nweke (KB) og Johanne Christine Svendsen (Kolding) er topseedede i damernes U12. Nweke gør sin entré ved mesterskaberne, når hun torsdag i 2. runde møder HIK´s Emilie Just-Bomholt, der i 1. runde eliminerede Zoe Helle Du Pasquier Jensen (B93) 6/4 6/4. Efter bye i 1. runde møder Svendsen HIK´s Caroline Dandanell Lindahl, der slog Milissa Zulkic 6/1 6/2 på førstedagen.
I herrernes U12 er August Banggaard Kofmann (HIK) og Ervin Mesic (Fruens Bøge) seedet til finalen. 1. seed Kofmann skal torsdag på banen mod Sebastian Brinkmann Sørensen (AB), der kvitterede for en plads i hovedturneringen som Lucky Loser fra kvalien, ved at besejre Villads Søndberg Svendsen (Randers) 3/6 6/3 6/2. Den 2. seedede Mesic møder KB´s Konstantin Gade Krüger, der slog Kristian Zornig Kjellberg (Hvidovre) 6/1 7/5 i 1. runde.
1. runde bød på et par artige overraskelser, da 7. seed Luka Stojanovic (Århus 1900) og 8. seed Niklas Nordahl Jensen (Kolding) måtte forlade turneringen efter nederlag til henholdvis Alexander Borup (KB), 6/7(5) 3/6 og Nicholas Nygaard (Gentofte), 2/6 3/6.
I damernes U14 er Roskildes Mille Elsborg topseedet. Efter at have siddet over i 1. runde møder hun torsdag Jovana Gusak (NTK Amager), der i sin 1. runde match besejrede Koldings Regitze Fournais Jocobsen 6/3 6/0.
2. seed Amalie Grube Andersen (Vester Skeminge) er også programsat til sin første kamp torsdag. Modstanderen bliver Esbjergs Camilla Buch, der i onsdagens 1. runde sendte HRT´s Alexandra Rose Krapper ud af turneringen med 6/3 6/1.
Herrernes U14 har Gentoftes Oskar Brostrøm Poulsen som favorit. Men Asger Emil Ildor (Skovshoved) og Arthur Leonhard Linck (KB) bejler til guldet og kan begge, hvis de spiller op til deres bedste kaste grus i Brostrøm tennismaskineri. De tre herrer skal først i aktion torsdag.