Omstillingen fra europæisk grus til amerikansk hardcourt var ingen hindring for Holger Rune, der efter 3 sejre i kvalifikationen træder ind på den største scene, når han natten til onsdag møder Novak Djokovic
Efter 2 ATP Challenger titler på stribe har 18-årige Holger Vitus Nødskov formentlig overbevist de fleste skeptikere om, at han er klar til større udfordringer.
Det store spørgsmål var dog, om Holger allerede få dage efter den seneste titel i Verona i lørdags både kunne nå at omstille sig til tidsforskellen på 6 timer i New York og omstillingen fra 6 måneders uafbrudt grus-tennis til hardcourt.
De første kampe i kvalifikationen blev indledt i tirsdags, og på grund af regn havde Holger kun haft meget begrænsede muligheder for træne på hardcourt, idet han blot havde nået at få 3 kvarteres træning sammen med 3 andre på en indendørs bane.
Desuden var Holger efter 10 kampe de seneste 2 uger og jetlag dødtræt om mandagen, og derfor var han godt tilfreds med, at hans første kamp ikke var på tirsdagens program, så han fik en ekstra dag til at finpudse teknikken på hardcourt.
Selvom Holger udelukkende har spillet kampe på grus, har han dog især efter skift til Babolat Pure Aero ketsjeren vænnet sig til et højere tempo ved i stadig større grad at søge en baneposition tættere på baglinjen.
Eurosports tennis-kommentatorer Michael Mortensen, Anders Haahr Rasmussen og Sisse Folmø udtrykker i et indslag herunder store forventninger til Holgers muligheder.
I den første runde af kvalifikationen mod 33-årige no. 197 Lukas Lacko (SVK) kunne Holger berolige tvivlerne, idet han fra starten af kampen havde fuld kontrol over sine egne servepartier, hvoraf de 2 første blev vundet rent, og han tog teten i sættet, da Lacko ved 2-2 kom bagud 0-40, og på den 3. break-mulighed var kursen sat mod at sikre 1. sæt.
En dobbeltfejl efterfulgt af endnu en fejl på 2. bolden på returneringen af Holgers 1. serv åbnede dog en dør på klem for slovakken, men døren blev straks smækket i med 4 danske point i træk til 4-2.
I slovakkens næste serveparti havde Holger en enkelt mulighed for at bryde til 5-2, men en velplaceret 1. serv reddede situationen for Lacko, som i Holgers næste serveparti selv havde en mulighed for at bryde tilbage efter 2 danske dobbeltfejl ved 40-30, men med en direkte cross vinder i slovakkens baghands-side på 2. bolden blev den mulighed elimineret, og med en longline vinder på 2. bolden i modsatte side samt en gentagelse af førstnævnte cross vinder efter 2. serven sikrede Holger partiet til 5-3.
Sætte blev afsluttet med endnu et rent dansk serveparti til 6-4.
I starten af 2. sæt vandt Lacko sine 2 første servepartier rent, mens Holger udlignede til 1-1 efter 40-40 og til 2-2 efter 40-15.
Der var dog allerede i 1. sæt tydelige tegn på, at Holger havde ømme fødder, men da han først fik stukket et par nye sko i hånden ved det korte sidebytte ved 1-0, tog han i stedet et par ekstra sokker på ved sætpausen.
Sokkerne modvirkede den værste ømhed, og han var for alvor på vinderkurs, da han ved 2-2 brød slovakkens serv rent og fulgte det op med et rent serveparti til 4-2, og han var på vej mod endnu et rent parti, da han førte 40-0 i sit næste serveparti, men Lacko reducerede til 15-40 efter en mislykket stopbold, som Holger ellers havde haft stor succes med at anvende i løbet af kampen, og det blev 30-40, da Lacko pressede Holger til en defensiv slice fra baghånden, og en efterfølgende dobbeltfejl lukkede slovakken helt tilbage i partiet.
En servevinder og en vellykket stopbold, som fremtvang slovakisk fejl sikrede dog partiet til 5-3.
Lacko holdt sig dog stadig inde i opgøret, da han vandt sit serveparti til 4-5, og samtidig blev det stadig mere tydeligt, at Holger havde problemer på grund af varmen, idet han i sit næste serveparti efter hver eneste point trak pauserne mellem hvert eneste point til det yderste.
Ved 30-40 havde Lacko sin første break-mulighed, som dog blev afværget med en vinder ved nettet, da Holger pressede Lacko til et vinderoplæg, og endnu en vinder betød derefter dansk matchbold, som Lacko fjernede ved at presse Holger til en fejl.
På det tidspunkt var Holger ved at være mør, og han indkasserede en advarsel for at overskride tiden inden næste serv.
Et forsøg på en cross baghåndsvinder blev en anelse for bred, hvorved Lacko havde endnu en break-mulighed, som Holger afværgede med et es på 2. serven, men en dobbeltfejl gav Lacko endnu en break-mulighed, som Holger afværgede med en vinder på 2. bolden efter en velplaceret dyb 1. serv.
Lacko skaffede en 4. break-mulighed, da han afsluttede en slagudveksling med en longline vinder fra forhånden, men igen afværgede Holger med et serve-es.
Herefter havde Holger sin 2. matchbold, som Lacko afværgede, men et serve-es betød endnu en matchbold, som sikrede sejren 6-4, 6-4 med det velkendte mønster med en vinder på 2. bolden efter en dyb velplaceret 1. serv.
Samtidig spillede 27-årige Mikael Torpegaard (Torpe) ligeledes mod en slovak, 28-årige no. 194 Filip Horansky, som efter et jævnbyrdigt opgør vandt 7-6(4), 7-6(9).
Torpe brød til 3-1 i 1. sæt, men slovakken brød tilbage til 3-4, og med et rent serveparti udlignede han til 4-4, og han udlignede desuden til 5-5 efter at have afværget en dansk sætbold.
I 2. sæt kom Torpe igen bedst fra start, da han udnyttede sin 5. break-mulighed og fulgte op med at vinde sin serv til 2-0, men Horansky brød derefter tilbage, hvorefter begge holdt serv resten af sættet, som derfor blev afgjort i tiebreak, hvor Torpe havde sætbolde ved 6-4 og igen ved 8-7, men Horansko udnyttede sin 3. matchbold, som sikrede sejren i 2 sæt, hvor Torpe ikke havde marginalerne på sin side, som det ofte er tilfældet for en spiller, der er inde i en stime af nederlag, som betyder at Torpe i de seneste 7 turneringer siden maj måned blot har vundet en enkelt kamp.
I 2. kvalrunde fortsatte Holger de gode takter mod 27-årige no. 175 Mitchell Krueger (USA), som allerede i kampens første parti kom bagud 0-40, og selvom han fik reduceret til 30-40 blev han brudt fra start, hvorefter Holger holdt serv ved 40-15, og han havde desuden 2 break-muligheder til 3-0.
Krueger reddede dog sit serveparti, men da Holger derefter fortsat vandt sine servepartier uden at være i problemer, sikrede han sig sættet 6-4.
I 2. sæt bevarede Holger et solidt overtag, og da Krueger desuden brændte et par kæmpe muligheder for at holde sig inde i sættet, kunne Holger sikre sig endnu en overbevisende sejr på 6-4, 6-1.
I lørdagens afgørende kvalfinale mødte Holger 29-årige no. 239 Mats Moraing (GER), der i 1. kvalrunde havde vundet 6-3, 4-6, 7-6(2) over no. 201 Felipe Meligeni Rodrigues Alves (BRA), og i 2. kvalrunde 7-6(3), 6-1 over 10. seedede no. 126 Christopher O’Connell (AUS).
Den venstrehåndede tyskers største våben er en frygtindgydende serv, som bidrog til en 40-15 føring i kampens første serveparti, men Holger reducerede til 30-40, da han returnerede 1. serven med en dyb returnering, som fremtvang en fejl, og efter endnu en returnering af 1. serven sendte Moraing atter 2. bolden i nettet.
Tyskeren havde atter overtaget i den næste duel, hvor Holger var presset dybt i baghånden, med med en sublim cross baghånd forbi Moraing ved nettet skaffede Holger en break-mulighed, hvorefter en tysk dobbeltfejl gav Holger en drømmestart, som han fulgte op ved at vinde sit serveparti ved 40-15 til 2-0.
Resten af sættet vandt Holger ikke et eneste point i tyskerens serv – bortset fra en dobbeltfejl ved 40-0, da han reducerede til 4-5, men Holger havde også godt styr på sine servepartier, hvor tyskeren dog et par gange fulgte med til 30-30, og derfor blev den logiske konsekvens, at Holger vandt sættet 6-4.
I 2. sæt fortsatte Moraing dominansen i egen serv, da han i det første serveparti førte 40-0, men for første gang siden kampens første parti lykkedes det for Holger at presse tyskeren til en fejl efter en servereturnering, og efter yderligere 2 tyske fejl fra baghånden havde Holger udlignet til 40-40, men efter 2 kanonserver vandt Moraing partiet til 1-0.
Begge spillere vandt derefter deres servepartier uden at behøve afværge break-muligheder, indtil Holger kom under pres ved 3-4, hvor han kom bagud 0-30 efter et par enkle fejl allerede på 2. bolden, og efter et serve-es til 15-30 blev Holger presset til en fejl til 15-40 og dermed 2 tyske break-muligheder.
Den første blev afværget med en skarp udadskruet serv, som Moraing ikke kunne holde på banen, og på endnu en skarp 1. serv fik Holger en oplagt chance til at afgøre point’et efter en kort returnering, men i stedet valgte Holger at forsøge sig med en stopbold, der havnede i midten af nettet.
Da Moraing derefter servede for 2. sæt, havde Holger en stor mulighed for at bryde tilbage ved 30-40 på tyskerens 2. serv, men chancen blev forpasset i første omgang efter en upresset baghånd i nettet efter 2. bolden, hvorefter Holger med en bold i fødderne på Moraing ved nettet fremtvang endnu en break-mulighed, som tyskeren afværgede med en serv på kroppen.
I stedet blev det tysk sætbold efter en duel, som Holger afsluttede med en fejl i nettet, hvorefter tyskeren med et serve-es sikrede sættet 6-3.
Kampens vigtighed for begge spillere satte sit præg på spillet, og Holger var en smule presset allerede i det første serveparti i 3. sæt, da han var bagud 15-30, men han vandt partiet på den 2. fordel efter 40-30, hvorefter Moraing vandt sit serveparti til 1-1 ved 40-15.
Herefter var Holger igen under pres, da Moraing med en sublim cross vinder fra forhåndshjørnet i en presset situation passerede Holger ved nettet og havde break-mulighed ved 30-40, men en skarp udadskruet 1.serv fremtvang fejl på returneringen, og efter en serv på det yderste af linjen og en efterfølgende velplaceret 1. serv vandt Holger alligevel sit serveparti til 2-1.
I stedet kom Moraing i problemer, da han ikke udnyttede en fordel ved 40-30, hvor Holger pressede til en fejl i nettet, hvorefter endnu en tysk bold i nettet skaffede dansk break-mulighed, som efter en tysk fejl gav Holger break til 3-1, og han holdt efterfølgende serv til 4-1.
Moraing havde en enkelt mulighed for at bryde tilbage til 3-4, da Holger med sin 4. dobbeltfejl ved 40-15 og en fremprovokeret fejl til 40-40 samt endnu en fremprovokeret fejl efter en dyb returnering på 1. serven var nede med en break-bold, som blev afværget med en tysk fejl på servereturneringen, hvorefter et serve-es og en servereturnering i nettet efter 1. serven sikrede, at Holger fastholdt forspringet ved 5-2.
Da Moraing servede for at blive i kampen, havde Holger efter en tysk fejl ved 30-30 matchbold, som dog blev afværget efter en fremprovokeret dansk fejl på en dyb 2. bold, og efter en dansk fejl på returneringen af tyskerens 2. serv og en efterfølgende servevinder reducerede Moraing til 3-5.
Da Holger derefter var klar til at serve for kampen, blandede vejrgudernes sig med lyn og torden, og alle igangværende kampe blev stoppet i flere timer, indtil spillet blev genoptaget ved halv-to tiden natten til lørdag dansk tid.
Da kampen blev genoptaget, satte Holger 4 førsteserver – de 2 første med servevindere, som Moraing kun lige fik ketsjeren på, og den næste blev fulgt op med en vinder på 2. bolden, hvorefter Holger afsluttede kampen med sit 14. serve-es, som sikrede den samlede sejr 6-4, 3-6, 6-3.
Dermed er Holger klar til sin første optræden i en Grand Slam hovedturnering, og i modsætning til de 3 kvalkampe, som blev afviklet uden tilskuere, kan han se frem til at spille for et stort publikum, når han kl. 01 dansk tid natten til onsdag træder ind på den største scene, hvor han i 1. runde møder Verdens pt. bedste tennisspiller Novak Djokovic på Arthur Ashe Stadium.
Desuden er en stor drengedrøm gået i opfyldelse for Holger, der siden han som 6-årig begyndte at spille tennis har drømt om at spille på de største baner, men selvom de færreste tror på, at Holger har en chance mod Verdens no. 1, har han ikke tænkt sig at nøjes med at betragte kampen som en oplevelse, men han er indstillet på at gå seriøst til opgaven.
Sejren i kvalfinalen indbringer 25 point til ATP-ranglisten, og han er sikret yderligere mindst 10 point uanset resultatet i 1. runde, og derved har han efter US Open mindst 570 point, som formentlig medfører et beskedent avancement på få pladser.