Caroline Wozniacki med al sandsynlighed tilbage i top 10.

Eneste hindring for at Caroline kan vende tilbage til top 10 er, hvis hun fredag taber semifinalen til no. 40 Peng Shuai (CHN) og at 17. seedede Ekaterina Makarova (RUS) både besejrer no. 1 Serena Williams (USA) i semifinalen og derefter vinder US Open titlen.

Caroline kan med sejr over Peng sikre sig 9. pladsen på ranglisten, og hvis det lykkes at vinde finalen og optjene 2.000 point, kan hun avancere til 7. pladsen.

WTA-slutspil forudsætter top 8 på Racelisten

Selvom Caroline også de forudgående 2 sæsoner sluttede året i top 10, gik hun alligevel glip af WTA-slutspillet, hvor deltagerne er de 8 bedste på Racelisten, som omfatter turneringer i indeværende sæson. Før US Open var Caroline no. 15 på listen med 2.191 point for 15 turneringer.

Med semifinalepladsen har hun sikret sig yderligere 780 point, mens sejr i semifinalen giver 1.300 point, hvilket vil række til top 10, men for at komme blandt de 8 bedste på Racelisten, skal Caroline også vinde finalen, som giver 2.000 point og rækker til en 5. plads.

Efter US Open er der fortsat flere point at spille om, idet Caroline deltager i yderligere 2 turneringer
Uge 39: WTA Wuhan Tennis Open, Wuhan – Premier 5 (900 pts. til vinderen)
Uge 40: WTA China Open, Beijing – Premier Mandatory (1000 pts. til vinderen)

Viktoria Azarenka helt ude af top 20

16. seedede Viktoria Azarenka (BLR) har efter en længere skadespause haft svært ved at finde formen fra de seneste år, hvor hun længe var no. 1 på ranglisten, indtil den suveræne Serena Williams igen satte sig tungt på tennis-tronen.

Skadespausen har betydet, at Azarenka hverken har deltaget ved Grand Slam turneringen French Open eller Premier Mandatory  Miami og Madrid, og derved er hun gået glip af muligheden for at optjene dyrebare rangliste point.

Ved US Open skulle hun desuden forsvare 1.400 point fra sidste års finale, hvor hun tabte 5-7, 7-6(6), 1-6 til Serena Williams, men efter nederlaget onsdag til Ekaterina Makarova, som har fundet storformen og vandt 6-4, 6-2, erstattes de af 430 point for at nå kvartfinalen.

Azarenka har endnu ikke helt fået spillet til at fungere igen, hvilket har resulteret i flere tidlige exit fra forskellige turneringer. Den manglende point-høst betyder, at hun efter US Open har 1.813 point, og dermed vil hun formentlig være no. 24 på næste uges rangliste.

Serena fortsat suveræn no. 1

1. pladsen på ranglisten kan der under ingen omstændigheder være tvivl om. Den tilhører Serena Williams, uanset hvordan resten af turneringen forløber.

Selvom Serena i de 3 tidligere Grand Slam turneringer  blev slået tidligt ud af Ana Ivanovic (1/8-finale Australian Open), Garbine Muguruza (2. runde French Open), Alize Cornet (3. runde Wimbledon) har hun alligevel optjent så mange point i de øvrige turneringer, at hendes forspring til no. 2 Simona Halep (ROU) er på mere end 2.000 point og vil være mere end 3.000 point, hvis Serena vinder US Open.

11. seedede Flavia Pennetta (ITA) kunne ikke hindre, at Serena omsider når langt i årets sidste Grand Slam. Selvom Pennetta kom foran 3-0 i 1. sæt, trådte Serena i karakter og vandt de 6 følgende partier. I 2. sæt var Pennetta foran 2-1, men igen vandt Serena de resterende partier i kampen, som hun dermed vandt 6-3, 6-2.

Makarova har før vundet over Serena ved Grand Slam

I den ene semifinale fredag spiller Serena Williams mod Ekaterina Makarova, som tidligere har slået Serena ud af en Grand Slam turnering, da hun vandt 6-2, 6-3 i 3. runde ved Australian Open 2012, men efterfølgende har Serena dog vundet de 2 næste opgør, hvor hun desuden har uddelt et enkelt æg (6-0) i begge kampe.

Makarova, som er no. 18 på ranglisten, har spillet overbevisende under US Open, hvor alle kampe er vundet i 2 sæt. Hun kan ved at vinde US Open spille sig ind i top 10.

Vinderen af denne semifinale møder i finalen forhåbentlig Caroline Wozniacki, som i den anden semifinale samme dag har gode chancer for at kvalificere sig til finalen mod Peng Shuai, som har tabt til Caroline i de seneste 5 opgør.

 

Forrige artikelITF Great Britain: Frederik Løchte i kvartfinale efter sejr over 2. seedet
Næste artikelITF Junior Kreuzlingen: August Holmgren i semifinale i double
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.