Nattens to kvartfinaler var ikke just spændende. Til gengæld så vi den schweiziske duo spille overordentligt skarpt på et niveau, hvor hverken Richard Gasquet eller Kevin Anderson kunne være med

Roger Federer og Stanislas Wawrinka møder hinanden i en drømmesemifinale fredag nat dansk tid. Så meget står klart efter at de hver især satte deres kvartfinalemodstandere til vægs.

Federer slog Richard Gasquet 6-3, 6-3, 6-1 på blot 1 time og 27 minutter. Wawrinka var ikke meget langsommere mod den 2.03 meter høje Kevin Anderson i sin 6-4, 6-4, 6-0 sejr på 1 time of 47 minutter.

Her følger et referat og højdepunkter fra begge kampe

Gasquet chanceløs mod en storspillende Federer

På forhånd var der ikke mange, denne skribent inklusive, som levnede Gasquet de store chancer mod Federer.

Men at han dårligt fik et ben til jorden, havde de færreste dog trods alt regnet med. Federer sluttede kampen med 50 vindere og 21 uprovokerede fejl mod Gasquets blot otte vindere og 14 uprovokerede fejl.

Gasquet var kampen igennem for passiv og lod en yderst aggressiv Federer tage alt det initiativ, som schweizeren elsker. Meget af Gasquets passivitet skyldtes selvfølgelig også, at Federer angreb ham konstant – på serven, med forhånden, fra nettet, på returneringerne og også med baghånden.

Men alligevel sad man som seer og tilskuer med en flad fornemmelse på Gasquets vegne. Selv når han fik en forholdsvis overkommelig returnering retur fra Federer, lykkedes det sjældent Gasquet at tage initiativet i duellen.

Han blev slet og ret kørt over ende. Til gengæld så man Federer i fuldt flor.

Nyd eksempelvis hvordan han bryder Gasquet første gang (0.42) med et fantastisk godt opbygget point og en fremragende flugtning, hvordan han bryder Gasquet i andet sæt – først med en baghånd ned af linjen til 15-40 og så med et monster af en inside-out forhånd for partiet (3.00 og frem).

Eller hvad med et fuldstændigt umuligt løbende dropskud med baghånden (3.56) efterfulgt af et glimrende løbende forhånds passerslag på næste bold.

Højdepunkter var der mange af, se dem her:

https://www.youtube.com/watch?v=Y9bwiOObRZg

Nervøs Anderson kunne ikke levere mod Stanimal

Denne kamp var på forhånd sværere at forudsige. Kevin Anderson havde vundet de seneste fire opgør mod Stan Wawrinka og havde lige slået selveste Andy Murray, 2013-mesteren, ud af turneringen.

Omvendt var der berettiget tvivl, om han ville have nerverne og fysikken til at levere endnu en pragtpræstation.

Hvorvidt det blot var nerver eller også træthed efter 4 timer og 18 minutter mod Murray og 4-5 kampe i ugen op til US Open, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Men nervøs, det var han.

Han hældte flugtninger ud af banen, som han normalt ikke misser. Han servede dobbeltfejl på mærkelige tidspunkter – hele ni af slagsen mod 12 esser. Og bolden krøllede flere gange nærmest sammen i hans ketcher, når han gik efter en stor forhånd på et vigtigt point.

De to første sæt var relativt jævnbyrdige, men Wawrinka var lige en tand eller to skarpere på de vigtige point og lod den smukke enhåndsbaghånd skinne, når der var brug for den.

Tredje sæt var en ren spadseretur, og den ellers så godt servende Anderson måtte for en gang skyld tage imod et æg.

Blot ét es mod fire dobbeltfejl og en førsteserv procent på bare 35 procent i sættet, gjorde det dog også en hel del lettere for Wawrinka at sprudle.

De sluttede hver med 25 vindere, men mens Wawrinka holdt sine uprovokerede fejl nede på blot 15, lå Anderson på 40 – mange af dem et resultat af en alt for nervøs og krampagtig tilgang til kampen og bolden.

Men, men – det er ikke let at stå i sin første grand slam kvartfinale mod en modstander, som såvel Mats Wilander som Serena Williams’ træner gjorde ham til favorit imod.

Overordnet kan Anderson være særdeles tilfreds med sin turnering. Og hvis han kan holde det niveau, som han har vist her over sommeren, er der ikke langt til top-10 og flere kvartfinaler eller bedre for ham.

Højdepunkter følger her, nyd i særdeleshed Wawrinkas baghånd ved 1.17 og hans forhånd op af linjen ved 2.50:

https://www.youtube.com/watch?v=qy0c9B-iGp4

Federer og Wawrinka mødes fredag nat i semifinalen. Wawrinka har aldrig besejret Federer på hard court, men de tre seneste gange er det blevet uhyre tæt. En analyse følger i morgen.

Forrige artikelITF Junior Liepaja: Grundtvig igen besejret af “champ”
Næste artikelUS Open Junior: Tiebreak-afgørelse stoppede Francati og Hannestad i kvartfinale
Anders Høeg Lammers
Anders Høeg Lammers er tennisfan, tennisnørd og tennisspiller. Han følger ATP-touren særligt tæt, men al tennis har hans interesse. Favoritterne er bl.a. Lendl, Edberg, Agassi, Hingis, Safin, Henin, Nalbandian, Djokovic og Federer. Han har i flere år skrevet tennisartikler på sportssitet Sport Fortalt.