2020 har været et mærkværdigt år. Det gælder i al almindelighed. Og det gælder i tennisverdenen. På mandag begynder US Open i New York, der plejer at udgøre årets fjerde og sidste Grand Slam-turnering. Men ingenting er som det plejer at være – heller ikke på hardcourtbanerne i New York. US Open afvikles i den grad i coronaens skygge.
Efter aflysningen af Wimbledon og udskydelsen af French Open til senere på året, er US Open den blot anden Grand Slam-turnering i 2020. Og tilmed den første helt store turnering, siden coronaen satte en stopper for ATP-touren tilbage i marts.
Først her i august er ATP-touren vendt tilbage. I denne uge gør verdens bedste herrespillere sig klar ved ATP Tour Master 1000-turneringen i Cincinnati, der pga. coronakrisen i år spilles i New York. Fordi ATP Touren har ligget stille i månedsvis, er det også meget uvist, hvordan spillernes aktuelle form er.
Til gengæld ved vi, at US Open bliver den første Grand Slam-turnering siden 1999, hvor hverken Federer eller Nadal spiller med. I to årtier har Federer og Nadal nærmest været lig med tennis på herresiden. Nu er de med ét begge ude af US Open. Det er næsten ikke til at fatte.
Federer er langtidsskadet og har proklameret, at han først vender tilbage i 2021 (hvor han runder 40 år), mens den forsvarende US Open-mester Nadal har meddelt, at han ikke rejser til New York pga. corona-situationen i USA. Tilsammen er det vinderne af 9 Grand Slam-trofæer (Federer 5, Nadal 4), der ikke er med ved turneringens start.
Ser man på favoritværdigheden, betyder det også, at US Open bliver Djokovic mod resten. Djokovic er således tårnhøj favorit til at vinde sin 4. US Open-titel og sin Grand Slam nr. 18. Rivalerne Federer og Nadal er ude. Han er verdensranglistens suveræne nr. 1. Og faktisk har Djokovic slet ikke tabt en tenniskamp i 2020 efter sejre ved ATP Cup i januar, Australian Open i februar og Dubai, lige inden coronaen ramte tennistouren. Så det ligger næsten på den flade, at Djokovic vinder igen?
Noget er dog sket siden Djokovic sejrsmarch i årets første måneder. Djokovic har forarget store dele af tennisverdenen. Og resten af verden for den sags skyld. Først med sin udtalte skepsis overfor at tage en coronavaccine, når den bliver udviklet.
Og senere da han i juni som arrangør af den selvbestaltede Adria Tour på Balkan, sammen med en række andre topspillere som Dimitrov, Coric og Troicki blev testet positiv for COVID-19.
Vel at mærke efter at han havde levet et noget løssluppent liv – uden at holde afstand – på diverse natklubbet. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan det påvirker Djokovic´ indsats under US Open? Svaret får vi inden for et par uger.
Hvem kan true Djokovic?
Som skrevet ovenfor er det meget usikkert at spå om som følge af den fem måneder lange nedlukning af tennistouren. Uagtet det må førsteudfordreren være russiske Medvedev. I 2019 fik han sit store gennembrud og tabte US Open-finalen efter en marathon-dyst mod Nadal.
Han har etableret sig som verdens nr. 5 og er stærkest på det hardcourtunderlag, der spilles på i New York. Græske Tsitsipas er den anden hovedudfordrer. Han fik sit endegyldige gennembrud på den store tennisscene med sejren ved ATP Finals i november sidste år og trives også på hardcourtunderlaget.
Jokeren ved US Open er ubetinget britiske Andy Murray. Den dobbelte Wimbledon-vinder prøver at kæmpe sig tilbage til tennistoppen efter flere års kamp mod skader. Tilbage i 2012 vandt Murray US Open-trofæet ved at slå selveste Djokovic. En gentagelse af denne triumf vil være en ufattelig bedrift og cementere Murrays status som folkehelt i den britiske befolkning.
Vi må vente at se. På mandag går det løs.
Artiklen er skrevet af: Ron Amir