Under Australian Open kunne to store internationale medier ”afsløre”, at en række topspillere var involveret i matchfixing. En nærmere undersøgelse af beviserne har dog sået tvivl om, hvor stærke beviserne egentlig var.
Der gik chokbølger gennem pressecenteret under Rod Laver Arena i Melbourne. I de 270 indrettede pressebåse blev analyserne af formkurver og forhåndsslag med ét ligegyldige. Pludselig blev podiet i Main Interview Room indtaget af det ene jakkesæt efter det andet. Alle stod de i kø for at komme til håndvasken og understrege, at deres organisation havde gjort alt de kunne for at undgå de problemer tennissporten pludselig var havnet i.
Problemet var matchfixing. Et spøgelse, der i mange år har været en del af international tennis. Primært i de mindre turneringer og, for den brede offentlighed, med ukendte spillere involveret. Men med BBC og Buzzfeed som medier bag en afsløring af en enorm skandale var der grund til at tro, at en ny hverdag havde ramt den internationale tennistop. Pludselig blev Roger Federer, Rafael Nadal og Novak Djokovic konfronteret med sportens spøgelse og direkte spurgt til, om de selv havde været involveret. Ifølge historien var en lang række deltagere ved årets Australian Open på den liste der afslørede, hvordan matchfixing var et stort problem også i sportens absolutte top.
De to medier gjorde det fra starten klart, at de ikke ønskede at udlevere navnene på de lister de var i besiddelse af. Det handlede om, at der ikke fandtes konkrete beviser for spillerne reelt set var involveret. Det var primært indicier i form af unormale pengestrømme og atypiske bettingmønstre på kampe, der afslørede spillerne i matchfixing. Den del af historien fyldte dog ikke meget i medierne i de dage, hvor såvel danske som internationale medier dækkede sagen massivt. Alle jagtede de navnene på de topspillere, der eventuelt måtte være involveret. Men udover allerede kendte suspekte sager, som eksempelvis sagen omkring den tidligere russiske topspiller Nikolay Davydenko, så blev der ikke fremlagt håndgribelige beviser på, at andre topspillere skulle være involveret i matchfixing.
Dommerskandale i kølvandet
Efter en uges intens dækning i januar måned gik historien i glemmebogen i medierne. Det var svært at hægte superstjerner op på historien, og da ingen andre offentligt stod frem og indrømmede, så var historien svær at bringe videre.
En anden historie om potentiel korruption i tennissporten kom frem i dagens lys i februar måned. Et par internationale dommere havde via kontakt til forskellige spillesyndikater hjulpet til sikker indtjening på tenniskampe for en række kriminelle netværk.
I dag kan alle tenniskampe i internationalt regi følges direkte online, point for point. Dette sker i langt hovedparten af tilfældene via den smartphone kampens hoveddommer opdaterer fra. Her giver et lille program adgang til at opdatere kampen. Ikke bare for turneringens skyld, men også sådan, at hele verden kan følge kampen. Denne opdatering giver ydermere de globale bettingselskaber adgang til tusindvis af tenniskampe hver eneste dag. Kampe som på det sportslige internationale plan ikke har den store interesse. Men i jagten på profit og omsætning, så er sportslig relevans ligegyldigt, det handler om mængden af spilleudbud, ikke kvaliteten af disse.
Det eneste der kan være en udfordring for spilleselskaberne er, hvis et væddemål er aftalt. At de er garanteret et tab på at udbyde spil på en kamp. Det var det, der var tilfældet i kampene, hvor et par internationale dommere blev afsløret i at fuppe systemerne, for på den måde at tilgodese de internationale kriminelle netværk, de var blevet bestukket af.
Muligheden for at spille på vinderen af næste bold i en given kamp er højrisiko. Det giver stort set lige odds på begge spillere, hvilket betyder potentielt store penge at vinde på ganske kort tid. Men hvad nu hvis en dommer ”glemmer” at opdatere stillingen i en given kamp, så en kriminel gambler der observerer kampen kan melde til en tredjemand, hvad udfaldet af den næste bold er? Det vel at mærke inden stillingen når at blive opdateret i spillesystemerne. Så er væddemålet en sikker vinder, hvilket var tilfældet i de sager, der så dagens lys. I de mindre internationale turneringer er dommerne, præcis som spillerne, ofte unge mennesker, der er i farezonen for at kunne blive fristet af tilbuddet om en stor stak kontanter.
Denne fristelse kunne et par ikke stå for, hvilket medvirkede til, at de blev suspenderet. Endnu et eksempel på, at kriminelle bander og netværk er at finde i og omkring tennissporten. Det svære er blot, at komme til bunds og fange bagmænd, da de ofte arbejder via en række mellemmænd og altså ikke selv er direkte involveret i ulovlighederne.
Spørgsmålet er naturligvis, hvad der skal til for at undgå denne bombe mod tennissportens troværdighed. Et skridt kunne være at sætte alle dommernes smartphones ved de mindre turneringer i ”offline” modus under kampene. Det vil betyde, at ingen, udover dem på et givent anlæg, kan følge med i udviklingen i kampen. Til gengæld vil det give troværdighed til en sport, som uden tvivl ikke har set den sidste sag om matchfixing.
