Men Martin Nygård Knudsen fortsætter med at brilliere på hjemmebanen

Det er sjældent, at KB´s Eric Vanshelboim må forlade en tennisbane som taber. Og det er om end endnu mere sjældent, at det er en dansker, der har besejret Ukraineren. Eric er fra Ukraine, men hele hans tennisopvækst har været i Danmark. Foruden tennis, mestrer han 7 sprog og giver klassiske klaverkoncerter. Han er på alle måder et sjældent, enestående talent.

Onsdag formiddag måtte han dog ydmygt bøje sig for sin overmand, Skovshoveds stortalent Anton Lindquist Davidsen, der ganske enkelt var den bedste i en sej tre-sætter, som skovseren vandt 4/6 7/6(4) 6/3. Davidsen er videre i turneringen i Holbæk, hvor næste modstander i torsdagens kvartfinale bliver en stærk tysker, Oliver Tobisch, som ganske overlegent tirsdag besejrede canadiske Alberto Vergera 6/1 6/0.

Også Jesper Amdi Jørgensen skulle ud i en tre sætter, før han havde sikret sig sin plads i kvartfinalen. Den næsten 2 meter høje dansker vandt 6/1 4/6 6/1 over tyske Roman Ruenger. Hans kvartfinalemodtander bliver 1. seed Fabian Neff fra Tyskland, der helt uden besvær besejrede sin landsmand Jaspar Felix Schiefer 6/0 6/1.

Farums Christian Johannes Nørgård slog Lyngbys Christoffer Rosengren 6/1 7/6(3). Hans modstander i kvartfinalen bliver tyske Lucas Schumann, der sendte 3. seed Leyton Rivera hjem til Sverige med 6/4 6/2.

Martin Nygård Knudsen fortsætter med at brilliere på sin hjemmebane. I dagens 3. runde var det 2. seed Moritz Stoeger, der fik det at mærke. Knudsen tog 1. sæt med mindste marginal 7/6(5). I andet sæt var tyskeren bedst. Men i 3. satte Knudsen det hele på plads, og den samlede sejr blev 7/6 3/6 6/2. Spændende at se, om han kan gå hele vejen. Hans modstander i morgen er en tyskeren med det fornemme tennisfornavn, Yannick Floer.

Forrige artikelVolkswagen TE Holbæk: 5 danske piger klar til onsdagens kampe
Næste artikelTV Kampe onsdag: Wozniacki vs. Azarenka i aften programmet
Claus Holmen
Claus Holmen er 59 år, spiller motionisttennis, og er far til et par tennisglade knægte. Claus følger dansk tennis på nært hold – fra de laveste motionistrækker til toppen af eliten. Han rejser rundt og møder en masse tennisspillere, trænere og forældre i alle afkroge af det danske tennislandskab. For Claus rummer en hver sejr i hvilken som helst turnering lige så meget drama som en Wimbledon-finale.