Efter 6-0 i 1. sæt kom Clara Tausons kinesiske modstander tilbage i kampen, da hun vandt 2. sæt 6-3, hvorefter Clara genvandt kontrollen og havde første matchbold ved 5-1, men først efter 7 matchbolde var sejren i hus
Efter en jævnbyrdig 1. runde ved W15 turneringen Oeiras Magnesium K Active Cup i Portugal og en sikker sejr i 1/8-finalen, mødte 17-årige Clara Tauson fredag kl. 1100 lokal tid den 17-årige kineser Qinwen Zheng, der for et år siden var no. 6 på ITF’s junior-rangliste.
Selvom Clara vandt deres seneste indbyrdes opgør så sikkert som 6-1, 6-0 i Osaka i Japan for 2 år siden, kan man sjældent få ud fra, at der af den grund igen venter en komfortabel sejr, hvilket kampen mod Clara Burel i 1. runde var et godt eksempel på.
Kampen mod Zheng blev som den eneste af kvartfinalerne ikke spillet på Central Court, og derfor kan kampens udvikling kun vurderes på baggrund af livescoren, hvor Clara tilsyneladende havde fuld kontrol over begivenhederne i 1. sæt, hvor hun ligesom i Osaka tildelte kineseren et “æg”, da Clara vandt sættet 6-0, og hun afgav på intet tidspunkt mere end højst 2 point i et parti, og derved mindede sættet om 1. sæt dagen før mod Matilde Jorge, der ligeledes måtte indkassere et “æg”.
Jorge kom dog væsentligt bedre med i 2. sæt, og det samme var i endnu højere grad tilfældet for Zheng, der indledte 2. sæt med at bryde Claras serv rent, og hun holdt fast i forspringet frem til 5-3, efter at hun havde afværget en enkelt dansk mulighed for at bryde tilbage ved 2-3.
Clara fik ikke en ny chance for at bryde tilbage, idet hun i stedet selv blev brudt for 2. gang i sættet, hvorved Zheng vandt 2. sæt 6-3.
I 3. sæt fik Clara igen overtaget, da hun først brød til 2-1, selvom Zheng havde ført 40-15 i partiet, og hun øgede føringen til 4-1 med et blankt break, hvorefter hun holdt serv til en afgørende føring på 5-1, og hun var godt på vej til at lukke kampen i kineserens næste serveparti, hvor Clara havde matchbolde ved 15-40 og senere yderligere 2 matchbolde, inden Zheng alligevel vandt partiet og reducerede til 2-5.
Da Clara derefter servede for kampen, havde hun yderligere 2 matchbolde ved 40-15, men Zheng afværgede begge, hvorefter hun brød serven til 3-5, og hun holdt derefter serv og reducerede til 4-5 og skabte derved tvivl om udfaldet.
Tvivlen viste sig dog at være ubegrundet, for da Clara igen servede for kampen slog hun til på den 7. matchbold til slutresultatet 6-0, 3-6, 6-4 efter lidt mere end 2 timer, og derved blev der ikke brug for den 8. matchbold.
Clara kan derefter i ro og mag slappe af og lade op til lørdagens semifinale, hun møder 7. seedede 30-årige no. 332 Amanda Carreras (GBR), der efter en tæt tiebreak-afgørelse vandt 6-2, 7-6(6) over 1. seedede no. 176 Cristina Bucsa (ESP) 6-2, 7-6(6) i dagens sidste kvartfinale på Central Court, hvor den efter godt 2 timers spil sluttede kl. 1930 lokal tid.
De øvrige semifinalister er de to 22-årige 8. seedede no. 390 Alice Rame (FRA) og no. 539 Maria Gutierrez Carrasco (ESP), der begge vandt i 2 sæt, hvor det ene blev vunde 8-6 i tiebreak.
Spilletidspunktet for fredagens semifinaler er i skrivende stund endnu ikke oplyst, men det formodes dog, at arrangørerne tager hensyn til, at Claras modstander blev sent færdig
Begge semifinaler kan følges på livestream på https://www.facebook.com/raquetc/, og stillingen undervejs kan følges på livescore på https://live.itftennis.com/en/live-scores/.
Tilføjelse: Clara Tauson og Cristina Bucsa spiller tidligst kl. 1400cet. Forinden spiller kl. 1200cet Alice Rame og Maria Gutierrez Carrasco.
Tidligst kl. 1700cet spilles double-finalen, hvor Eva Guerrero Alvares (ESP) og Diane Parry (FRA) møder Francisca Jorge (POR) og Olga Parres Azcoitia (ESP)