Champagne, jordbær, duften af græs og fantastisk tennisspil, det er essensen af 14 dage på Wimbledons anlæg i London. Fra den 3. – 16. juli spilles turneringen med de store traditioner, med de største pengepræmier og de mest eftertragtede trofæer – to uger hvor alle tenniselskere, har blikket rettet mod London. Og turneringen i år rejser flere spørgsmål. Hvem overtager hovedrollen hos kvinderne, nu hvor Serenas graviditet holder hende borte? Og kommer Federer tilbage og gør livet surt for Murray og de andre? Vi glæder os til svarene
Kvinderne
Kvindernes turnering er åben som aldrig før. Med Serena Williams afbud, og Maria Sharapovas og Angelique Kerbers tvivlsomme form, så tegner det til at blive en meget åben turnering, hvor en lang række af spillere vil have chancen for at vinde det mest eftertragtede trofæ i tennissporten.
De mest formstærke spillere lige nu er Simona Halep og Karolina Pliskova, og begge viste forrige år at græsunderlaget passer dem fint; Halep tabte knebent i kvartfinalen ved Wimbledon, mens Pliskova vandt i Nottingham og var i finalen i Eastbourne. Russeren Elina Vesnina har ikke haft en god grussæson, men forrige års semifinale i Wimbledon, hvor hun tabte til Serena Williams, var endnu et bevis på, at Vesnina befinder sig bedst på hurtige underlag.
Englænderen Johanna Konta må også nævnes blandt favoritterne, hun har haft en flot sæson og på hjemmebanen vil hun have stor opbakning fra publikum, og mon ikke det alene kan bære hende langt.
I fraværet af Serena så må søster Venus Williams absolut tælle blandt de største favoritter. Godt nok er alderen ikke på hendes side, men hun har vundet titlen fem gange og hendes spil passer perfekt til græs. Forrige år tabte Venus i semifinalen til Kerber, og det vil ikke være nogen overraskelse om hun løber med trofæet i år.
Skal vi nævne en ”dark horse”, så må det blive Coco Vandeweghe fra USA. Med sin aggressive spillestil og store serv, hentede hun mange sejre på græs forrige år, og hun vil absolut ikke være en spiller de øvrige ønsker at stå overfor på Wimbledons baner.
Set med danske briller så kan det også blive en interessant turnering, for Caroline Wozniacki synes at have ramt formen. Efter en flot grusturnering i Paris er hun nu tilbage i Top 10 på verdensranglisten. Kan Caroline bringe formen til London, så har hendes meritter på græsunderlaget vist, at hun sagtens kan gå langt i Wimbledon.
Herrerne
I modsætning til kvindernes række, så tyder meget på at det bliver ”Tordenskjolds soldater” der skal kæmpe om trofæet.
Forsvarende mester er hjemmebane-favoritten Andy Murray, og hans formkurve er på det senest klart opadgående. Det engelske publikum vil give ham en enorm støtte og det kan måske være den afgørende faktor for om han forsvarer titlen.
Schweizeren Roger Federer startede som lyn og torden i starten af året med sejre i Australian Open, Indian Wells og Miami. Siden valgte han at holde pause fra grussæsonen, som aldrig har været Federers foretrukne underlag, og koncentrere sig om opbygning en til græssæsonen. Nu skal det vise sig om den satsning var rigtig, men et er sikkert, Federer leverer altid varen i Wimbledon. Wimbledon har han vundet syv gange, dog skal vi tilbage til 2012 for den seneste sejr, men niveauet på hans spil i starten af året viste, at han nok er den største udfordrer til Murray.
En anden som har fundet det tidligere spilleniveau frem er Rafael Nadal, og med to titler fra Wimbledon (2008 og 2010), så har han bevist at græs ikke skræmmer ham. Og så er der Stan Wavrinka, hvis spillestil også er velegnet til græsset, men han skal helst undgå sin landsmand Federer, for ham har han ikke nogen god statistik mod.
Af de nyere navne så skal den 26-årige Milos Raonic absolut nævnes. Den storservende canadier tabte i de to største grusturneringer i 2016, Wimbledon og Queens begge gange til Andy Murray. Verdensranglistens nr. 6 er klar til en Grand Slam titel.
Den jævnaldrende bulgarer, Gregor Dimitrov, har længe været nævnt som en kommende GS-vinder, men endnu har han ikke lykkedes; talent og spil har han til at vinde store titler på græs, men kan han også klare det mentale pres i disse turneringer.
En af de helt unge og fremadstormende spillere er den 22-årige australier, Nick Kyrgios, som er ved at have etableret sig fast i verdenstoppen (ATP 16). En kommende verdensetter mener mange, og en spiller som gør det godt på hurtige underlag.
Intet mindre end 240 millioner kroner spilles der om i årets turnering; vinderen af herre- og damesinglen får hver over 17. mill. kr. Det bliver 14 spændende dage, som du kan følge dag for dag på tennisavisen.dk