Caroline Wozniacki fik ikke snøret sækken trods 7-5, 5-2 og matchbold. Clara Tauson viste storspil mod no. 4 Elena Rybakina men den sidste stabilitet hindrede sensation

I optakten til Miami Open presented by Itau blev udtrykt forventninger til, at både Caroline Wozniacki og Clara Tauson havde gode chancer for at spille sig videre fra 1. runde, hvorefter Clara havde brug for at levere en sensation i 2. runde mod 4. seedede Elena Rybakina.

Derimod var der større forventninger til, at Caroline kunne spille sig videre til 3. runde, hvor der i så fald kunne være tvivl om, hvorvidt 2. seedede Aryna Sabalenka kunne blive en potentiel modstander efter hendes ekskærestes tragiske dødsfald, der er betegnet som selvmord.

Uge 12: Clara mulig 2. runde mod Rybakina. Caroline mod Burel og Kalinina før uvished om evt. 3. runde. Holger udfordres af Lehecka og de Minaur

Tirsdag levede begge danskere op til favoritværdigheden, idet Clara vandt 6-3, 3-6, 6-2 over no. 51 Caroline Dolehide (USA).
I slutningen af 1. sæt fik Clara behandling, og da hun med 2 dobbeltfejl og en kæmpe afbrænder forærede Dolehide et gratis break til 4-2, kunne amerikaneren med 2 rene servepartier sikre sig 2. sæt 6-3.

Da Clara – efter at have afværget en break-mulighed i det første serveparti – blev brudt rent i det næste, var det svært for alvor at få øje på sejrsviljen hos Clara, der forekom mentalt udfordret i denne fase af kampen, som hun ellers havde haft rimelig kontrol over indtil førnævnte foræring i 2. sæt.
Herunder et eksempel på Claras boldføling.

Point-systemet i tennis giver dog mulighed, for at en spiller i trængte situationer altid kan komme tilbage i kampen, og en sådan mulighed greb Clara, da hun straks efter brød tilbage til 2-2, og det amerikanske momentum i kampen svingede gradvist tilbage i dansk favør, idet Clara brød igen til 4-2 og konsoliderede det med et rent serveparti til 5-2, hvorefter hun med endnu et break lukkede kampen.

Mens kampen stadig blev vist på TV 2 Sport X indledtes kampen mellem Caroline Wozniacki og no. 47 Clara Burel (FRA), der – bortset fra et break til 1-2 efter 30-40 – blot vandt 4 point i alt i de øvrige 6 partier, hvorved Caroline vandt 1. sæt suverænt 6-1.

Burel fulgte dog med i starten af 2. sæt, hvor hun afværgede 4 danske break-muligheder og bragte sig foran 2-1, og kun et drømme passerslag (herunder) fra Caroline forhindrede et fransk break til 3-1.

Efter et dansk break fulgt op med et rent serveparti og endnu et break til 5-2 var kampen tilsyneladende afgjort, men Burel afværgede derefter matchbold og tog det ene break tilbage, og hun afværgede desuden endnu en matchbold, da hun reducerede til 4-5 i egen serv.
Den sidste spænding om udfaldet forduftede dog hurtigt, da Caroline derefter førte 40-0 i egen serv og sikrede sejren 6-1, 6-4 på den 2. matchbold.

Samme dag vendte Simona Halep tilbage til touren, idet hun havde havde udstået en karantæne, der var reduceret fra 4 år til 9 måneder.
Caroline har offentlig kritiseret, at tidligere dopingdømte tildeles wildcard efter udstået karantæne, hvilket uden tvivl kunne have medført en kold stemning, hvis Caroline og Halep med sejre i 2. runde kunne møde hinanden i 3. runde.

Meget tydede på, at det kunne blive en realitet, da Halep fik en flyvende start mod no. 73 Paula Badosa, som dog fik vendt kampen og vandt 1-6, 6-4, 6-3.

Den anden forudsætning blev heller ikke en realitet, selvom Caroline langt ind i 2. sæt mod 32. seedede Anhelina Kalinina (UKR) var på sejrskurs ved stillingen 7-5, 5-2, og da hun igen servede for kampen ved 5-4, havde Caroline desuden en enkelt matchbold.
Momentum var dog i stadig højere grad svinget over til Kalinina, der efterhånden fik et solidt greb om kampen, mens energien tilsyneladende ikke slog til hos danskeren, der dog kæmpede heroisk, men hun kunne i den sidste ende ikke forhindre ukrainsk sejr 5-7, 7-5, 6-4.

Clara fandt fra starten af sin 2. runde kamp mod Elena Rybakina et højt niveau, og hun havde en enkelt break-mulighed allerede ved 1-1, og ved 2-2 brød hun serven ved 15-40, men nogle skarpe returneringer fra Rybakina pressede Clara til flere fejl, og efter at have afværget 2 break-muligheder sørgede en dansk dobbeltfejl for, at Rybkina brød tilbage til 3-3.
Herunder giver Clara et eksempel på sublim boldføling.

Et direkte retur-vinder til 15-40 banede derefter vejen for endnu et dansk break, som Clara fastholdt med et solidt serveparti til 5-3, og selvom Rybakina derefter førte 30-0 i egen serv, sikrede Clara sig sættet med endnu et break til 6-3.

Ofte falder koncentrationen ubevidst i starten af et nyt sæt, og det var præcis tilfældet, da et par danske fejl var stærkt medvirkende til et direkte break til Rybakina, som derefter for første gang i kampen vandt sit serveparti uden at være i problemer.
Koncentrationen blev dog hurtigt genfundet, da Clara vandt sit næste serveparti rent, men Rybakina blev ikke udfordret i sine servepartier i samme grad som i 1. sæt, hvorimod Clara selv måtte afværge en break-mulighed efter en fæl afbrænder og en dobbeltfejl, inden hun dog efter 3. forsøg reducerede til 2-3.

Da Rybakina servede for 2. sæt ved 5-4, afværgede Clara sætbolde ved 40-15 og med en suveræn retur-vinder brød Clara tilbage og udlignede til 5-5, men i det næste serveparti forivrede Clara sig et par gange og kom derved bagud 0-40 og blev brudt rent, og med et rent serveparti til 7-5 sikrede Rybakina, at kampen skulle afgøres i 3 sæt.

Ligesom i starten af 2. sæt skabte et dyk i koncentrationen problemer for Clara, der trods 40-15 lukkede Rybakina ind i partiet med 3 enkle fejl, som medførte et break i det første parti, men en mirakelredning udlignede til 30-30, og med et aggressivt netangreb brød Clara straks tilbage.
Efter et overbevisende dansk serveparti havde Clara derefter 2 break-muligheder, men det yderst tætte parti endte med, at Rybakina vandt servepartiet til 2-2.

I stedet opstod den klassiske situation, at Clara derefter selv blev brudt efter et par større gaver i partiet, hvor Clara ellers havde spillet nogle super dueller, men stabiliteten manglede, og Rybakina brød til 3-2 og vandt derefter sikkert sit serveparti til 4-2, og hun havde desuden break-muligheder til 5-2 ved 15-40, hvor Clara dog holdt fast og reducerede til 3-4.

Rybakina holdt derefter fast i sit eget serveparti til 5-3 efter 40-15, og hun havde derefter matchbolde, da Clara servede for at blive inde i kampen.
Den ene matchbold blev reddet på mirakuløs vis, da en netruller fra Rybakina ramte linjen, men Clara afværgede matchbolden med en feberredning.

Herefter lukkede Rybakina kampen med et es til resultatet 3-6, 7-5, 6-4.

Clara har god grund til at ærgre sig over, at hun ikke udnyttede de chancer, som hun reelt havde for at vinde kampen, men når skuffelsen kommer en lille smule på afstand, har hun dog al mulig grund til at lade skuffelsen overskygge af tilfredshed med at præstere på et niveau, som kan bidrage til at opbygge en selvtillid, så Clara fremadrettet kan præstere mere kontinuerligt på et højt niveau, hvor hun kan give de allerbedste spillere kamp til stregen.

Den sidste 2. runde kamp i nederste halvdel blev udsat en dag ekstra, hvorved Aryna Sabalenka fik yderligere et døgn til at bearbejde eks-kærestens tragiske selvmord.
Sabalenka vandt 6-4, 6-3 over sin gode veninde Paula Badosa, der efter kampen gav et dybfølt kram.

Når Sabalenka natten til søndag dansk tid møder Anhelina Kalinina, bør ukraineren overveje, om det – i lyset af de tragiske personlige omstændigheder – vil blive opfattet som en upassende reaktion, hvis hun efter kampen fortsat nægter at give hånd til sin belarussiske modstander, som på ingen måde kan gøres ansvarlig for Ruslands overgreb mod Ukraine.

Forventning om dansk succes ved ved BJK Cup

Selvom Caroline Wozniacki til sin egen og flere andres store skuffelse ikke udnyttede sine muligheder for at spille sig videre i Miami, har hun dog i de seneste kampe formentlig overbevist de fleste om, at hun stadig kan gøre sig gældende blandt de bedste, og ikke mindst mod Rybakina har Clara Tauson også vist, at det samme gælder for hende.

Derved vil Danmark med både Clara og Caroline på holdet helt automatisk være blandt favoritterne, når Billie Jean King Cup (BJKC) Group I Europe/Africa afvikles i Portugal 8-13. april.

Når WTA-ranglisten opdateres næste gang 1. april efter Miami, vil Clara formentlig være omkring no. 86 med 816 point, og Caroline vil omkring no. 124 med 623 point.
Caroline antydede efter nederlaget i Miami, at hun ikke regnede med, at hun vil forsøge at få et wildcard til WTA 500 Charleston og derved forsøge at forbedre sin rangering, så den kan give direkte adgang til French Open, hvor ranglisten pr. 14. april afgør, hvem der er direkte inde i hovedturneringen.

I flere artikler er det betegnet som et stort problem for Caroline, der ikke kan forvente at få wildcard til French Open, men det er dog ikke noget reelt problem, da Caroline på lige fod med alle andre har mulighed for at få adgang, hvis hun deltager i kvalifikationen.

I optakten til Miami blev i Tennisavisen antydet, at Danmarks chancer for sejr over de bedste nationer ved BJKC ville være størst, hvis Caroline forinden passerede Clara på ranglisten, hvorved Caroline i så fald ville møde modstandernes 1. single, hvor hun på baggrund af de seneste præstationer vurderedes at have størst chancee for sejr, og Clara vil mod alle de øvrige nationer være favorit i 2. singlen.

Baseret på indtrykket fra Miami har det dog næppe den store betydning, at Clara på grund af rangeringen bliver 1. single.

Først kort før stævnet i Portugal vides, hvem Danmark kommer i pulje med, men efter Tennisavisens oplysninger bliver der ved lodtrækningen taget højde for, at der ikke bliver en dynamit-pulje, hvor nationerne med de højst rangerede spillere er samlet.

Efter den nuværende WTA-rangliste er nationernes 2 højst rangerede spillere følgende:

9 GRE Maria Sakkari
218 GRE Valentini Gramatikopoulou

10 LAT Jelena Ostapenko
109 LAT Darja Semenistaja

52 NED Arantxa Rus
156 NED Suzan Lamens

73 BUL Viktoriya Tomova
245 BUL Gergana Topalova

91 🇩🇰 Clara Tauson
129 🇩🇰 Caroline Wozniacki

110 HUN Ana Bondar
144 HUN Dalma Galfi

111 AUT Julia Grabher
180 AUT Sinja Kraus

172 TUR Zeynep Sonmez
223 TUR Ipek Oz

194 POR Francisca Jorge
545 POR Matilde Jorge

330 SRB Mia Ristic
355 SRB Lola Radivojevic

444 🇳🇴 Malene Helgø
🇳🇴 Carina Syrtveit

459 🇸🇪 Jacqueline Cabaj Awad
467 🇸🇪 Caijsa Wilda Hennemann

 

Udover Clara og Caroline er desuden udtaget Johanne Christine Svendsen og Rebecca Munk Mortensen, der tidligere har deltaget ved BJKC i Antalya i både 2022 og 2023.
Da der spilles mange kampe i løbet af ugen, kan der blive brug for at fordele resurserne, og derfor bliver der højst sandsynlig også kampe til Johanne og/eller Rebecca.

18-årige Laura Brunkel er først og fremmest udtaget med henblik på fremtiden, men det er nok ikke utænkeligt, at hun kan få en bonus-double, hvis Danmark fører 2-0 efter begge singlerne.

Der spilles i 3 puljer a 4 nationer, hvor puljevinderne går direkte videre til Play-off i november 2024, mens 2’erne spiller om den sidste plads i Play-offs, hvor Danmark potentielt langt om længe kan spille BJKC på hjemmebane, hvis alt flasker sig.

BJK Cup 2024
Ole Dalsgaard Jensen og Georg Beyer Clausen

Tennisavisen vil være til stede og rapportere fra stævnet, som det tidligere har været tilfældet i Athen 2018, Polen 2019 og Helsinki 2020, da det stadig hed Fed Cup.

Ved disse tilfælde fik holdet opbakning fra et par ægte tennisfans, Inge Ejsing og John Sellerup Pedersen, der sammen med Georg Beyer Clausen blev interviewet om deres interesse for tennis og ikke mindst Fed Cup holdet.

John og Inge var desuden med BJKC holdet i Antalya for 2 år siden, og gennem alle årene har Inge bidraget med stemningsrapporter og billeder på facebook, hvor hun netop har oprettet sin helt egen gruppe, hvor der daglig vil blive postet opdateringer fra Portugal.

Dansk Tennis International
Dansk Tennis International

 

Forrige artikelUge 12: Clara mulig 2. runde mod Rybakina. Caroline mod Burel og Kalinina før uvished om evt. 3. runde. Holger udfordres af Lehecka og de Minaur
Næste artikelUge 13: Miami Open fortsætter uden danskere. Joe og Elmer kan følges på livestream
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.