Clara Tauson kunne spille helt uden forventningspres, da hun fik en ekstra chance som Lucky Loser mod 3. seedede Irina-Camelia Begu, der var chanceløs i sprudlende dansk opvisning
Meget tyder på, at det 20-årige danske supertalent Clara Tauson har lang vej tilbage, inden hun kan fortsætte sin opstigning mod WTA-toppen, hvor der “kun” manglede 33 skridt til øverste trin, inden sygdom og skader medførte et fald ned ad rangliste-stigen til omkring no. 140 – endda med pil nedad de kommende uger, hvor Clara mister 60 point fra WTA 1000 Doha og 65 point fra WTA 1000 Indian Wells.
Det dybe fald betyder samtidig, at Clara ikke har tilstrækkelig rangering til at deltage i sådanne turneringer, og derfor kan Clara falde yderligere nogle trin ned ad stigen, inden hun atter kan begynde at kravle opad stigen igen.
Et nederlag i 1. kvalrunde i sidste uge ved WTA 250 Lyon og igen i kvalfinalen ved WTA 250 i Linz mod spillere omkring og udenfor top 100 tydede på, at Clara har brug for flere kampe, inden hun opnår tilstrækkelig stabilitet og – ikke mindst – den fornødne selvtillid, som er en forudsætning for at toppræstere, selvom meldinger tyder på, at Clara ved træning har vist, at hun kan spille på et meget højt niveau.
Clara fik dog pludselig en uventet chance for yderligere en kamp – eller måske endda flere – da der efter lodtrækningen indløb afbud, hvorved Clara fik en ekstra chance som Lucky Loser, men på papiret var hun ikke spor “heldig”, idet hun i første runde onsdag skulle møde turneringens 3. seedede no. 27 Irina-Camelia Begu (ROU), der i årets første WTA 500 turnering i Adelaide vandt komfortable sejre over både Shelby Rogers (USA) og Jelena Ostapenko (LAT) samt over Veronika Kudermetova, og derfor lå en dansk sejr ikke lige til højrebenet.
Clara var dog ganske godt tilfreds med, at hun derved fik en ny mulighed for at få endnu en kamp, og da hun ikke var tynget af et forventningspres, kunne hun spille helt frit og nyde den uventede chance.
I modsætning til de 2 førnævnte kampe virkede Clara langt mere afslappet, og derved fandt hun sit bedste spil frem, og den velkendte “easy power” var tilbage i spillet, og desuden var fejlene barberet væsentligt ned, og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at de 2 spilleres rangering var det stik modsatte af, hvad ranglisten viser.
Cara var dog presset i sit første serveparti, hvor Begu havde en enkelt break-mulighed, inden Clara vandt partiet på sin tredje mulighed.
Til gengæld brød Clara rumænerens serv 2 gange i træk, mens hun selv vandt sine servepartier uden problemer, og hun førte 5-0, inden Begu omsider vandt sit serveparti, og hun havde desuden en enkelt break-mulighed, inden Clara vandt sættet 6-1.
I 2. sæt kom Begu bedre med fra start med et rent serveparti, og Clara var derefter bagud 0-40, men hun klarede dog skærene og udlignede til 1-1, og derefter overtog Clara igen dirigentstokken, da hun brød serven og fulgte op med et rent parti til 3-1, og efter yderligere et break til 5-2, servede Clara kampen hjem på sin 2. matchbold efter 40-0 til en stensikker sejr 6-1, 6-2.
An impressive win 🙌
Clara Tauson takes out the No.3 seed Begu dropping only 3 games!#WTALinz pic.twitter.com/tFnPkgDZhn
— wta (@WTA) February 8, 2023
Claras præstation blev bemærket hos WTA, der i forbindelse med en omtale på dette link – https://www.wtatennis.com/news/3054419/hot-shot-tauson-unleashes-a-forehand-at-full-stretch-in-linz – viser et clip med dagens – og måske turneringens – vinderslag med forhånden rundt om netstolpen til stor begejstring for KB-træner Jacob Holst, der ifølge kommenteringen på TV 2 Sport ledsager Clara som coach i en række turneringer.
Sejren blev også bemærket på KB Tennis’ facebook, hvor det også bekræftes, at Jacob Holst er coach for Clara.
Det har hidtil ikke været muligt at få hverken KB eller Team Tauson til at bekræfte, at Clara får hjælp af KB i en svær periode, hvor manglende indtægter som følge af den lange periode med sygdom og skader har fjernet grundlaget for det tidligere setup, hvor Olivier Jeunehomme var tilknyttet som coach.
Efter Jacob Holsts fremtoning på TV-skærmen og ovenstående facebook-opslag, kan den hemmelighed dog ikke fortsat bevares, og derfor må det nu betragtes som officielt, at Clara får hjælp fra sin klub.
Hvorvidt det opsigtsvækkende resultat og de gode spillemæssige takter kan fastholdes i det næste opgør, får vi svar på, når Clara ved 1830-tiden torsdag møder 31-årige no. 73 Camila Giorgi (ITA), som Clara mødte i kvartfinalen ved WTA 250 i Lyon for 2 år siden og vandt 6-3, 6-1, inden hun derefter vandt titlen i Lyon.
Giorgi er kendt for sine store udsving i præstationerne fra det sublime til det håbløse, og da Clara formentlig fortsat har brug for at skærpe kampformen, anses det for en umulig opgave at spå om, hvem der bedst rammer dagen, men bookmakerne har dog størst tiltro til dansk sejr.
Kampen bliver vist på TV 2 Play, da der samtidig er håndbold mellem Bjerringbro-Silkeborg og Ribe på TV 2 Sport, og på TV 2 Sport X vises opgøret mellem Holger Vitus Nødskov Rune og Marc-Andrea Huesler kl. 1900.
Kampen med Clara blver dog genudsendt på TV 2 Sport ved 21-tiden, formentlig efter at Holgers kamp er færdigspillet.