Trods ekstrem varme og fugtighed i Ningbo fik Clara Tauson ikke samme problemer som i "trykkogeren" i Guangzhou, da hun vandt kampens 4 nøglepartier og sluttede i frigjort opvisningsstil

Siden 20-årige Clara Tauson måtte bukke under for varmen og den ekstremt høje luftfugtihed i Guangzhou, har hun haft knap en uge til at komme til hægterne, inden hun mandag igen skulle spille under ekstreme forhold ved WTA 250 Ningbo Open.

WTA 250 Guangzhou: Clara Tauson blev offer for varme og høj luftfugtighed

Inden kampen i 1. runde mandag kl. 15:00 lokal tid mod 21-årige no. 62 Elina Avanesyan modtog Tennisavisen melding om, at temperaturen på anlægget var 33 grader (føltes som 36) og luftfugtigheden 84 procent.

Hvis disse forhold – i lyset af sidste uges kollaps – skabte ængstelse og nervøsitet hos Clara, forekommer det logisk nok, at hun fra starten af kampen tilstræbte at undgå lange udmarvende slagudvekslinger, mens det omvendt er ligeså naturligt, at Avanesyan var interesseret i at gøre duellerne lange.

Ved deres seneste møde ved French Open, hvor Avanesyan vandt 3-6, 6-1, 7-5, gav en lignende taktik i den sidste ende bonus for Avanesyan, idet Clara havde meget lidt energi tilbage til sidst.

French Open: Pragtkampe af Clara Tauson gav forventninger, som blev spoleret i 3. runde

Gennem det meste af 1. sæt havde Avanesyan ikke de store problemer med at vinde sine servepartier, hvor hun vandt sit første serveparti ved 40-30 og det næste ved 40-15 samt derefter 2 rene servepartier.
Til gengæld sørgede en velfungerende serv hos Clara for selv undgik alvorlige problemer i sine servepartier frem til stillingen 4-4, hvor Avanesyan’s næste serveparti blev en blanding af både store fejl og flotte vindere fra begge spillere, men da Avanesyan ikke udnyttede sine 3 muligheder for at lukke partiet, slog Clara til på sin første break-mulighed i sættet.

Da Clara servede for sættet, opstod tilsyneladende usikkerhed, som gav modstanderen break-muligheder ved 15-40, men Clara genfandt fuld koncentration og sikrede derved sættet 6-4.

I 2. sæt var det igen især serven, der sørgede for udligning til 1-1, hvorefter endnu et nøgleparti faldt ud til dansk fordel.
Avanesyan havde ganske vist – efter 2 danske vindere til 0-30 – både skabt balance med 2 longline vindere fra baghånden samt bragt sig foran 40-30, men en perfekt dansk stopbold og 2 efterfølgende vindere i træk satte Clara på sejrskurs med break til 2-1.

Lidt for mange danske fejl i Clara’s næste serveparti skabte problemer og medførte 2 muligheder for, at Avanesyan kunne bryde tilbage, men igen banede serven vejen for, at Clara bevarede sit break ved 3-1.

Resten af kampen vandt Avanesyan blot 2 point i alt, idet Clara havde større kvalitet i servereturneringerne og hun fik et stadig større overtag i spillet, som forekom frigjort og sprudlende.
Efter endnu et break ved 15-40 og et rent serveparti til 5-1, kom Avanesyan hurtigt bagud 0-40, da hun servede for at forlænge kampen.
Måske blev Clara en smule “overmodig”, da hun på den første matchbold søgte mod nettet og blev passeret, men på den næste matchbold blev kampen afgjort med en ren longline vinder fra baghånden til dansk sejr 6-4, 6-1.

Når der ses bort fra den totale danske dominans mod slutningen af kampen, var den afgørende forskel, at Clara trak det længste strå i kampens 4 nøglepartier, som var de 2 sidste partier i 1. sæt samt partiet, hvor Clara brød til 2-1 i 2. sæt og derefter i kraft af en velfungerende serv bevarede forspringet til 3-1.

Sejren kan formentlig få stor betydning for, at en evt. “frygt” for varmen i kommende kampe kan dæmpes, og det hjælper uden tvivl gevaldigt på selvtilliden, at Clara vandt de nævnte “nøglepartier”, og derfor kan der være al mulig grund til optimisme, inden Clara onsdag møder 39-årige Vera Zvonareva, der efter 3 tim. 12 min. vandt 6-4, 4-6, 7-6(3) over 7. seedede no. 50 Katie Boulter, der til gengæld kan “glæde sig” over, at hun næppe får problemer med at nå frem til China Open, hvor kvalifikationen indledes fredag.

Selvom kampen blev afviklet i ekstrem varme, var forholdene ifølge Tennisavisens oplysninger knap så “trykkoger”-agtige som i Guangzhou, men alligevel blev no. 64 Rebeka Masarova (ESP) offer for varmen, da hun efter 6-1, 2-6 i de 2 første sæt måtte trække sig på grund af “Heat illnes” ved 0-1 i 3. sæt mod 18-årige Linda Fruhvirtova (CZE), der således fik brudt den lange stime med 9 nederlag i træk – senest i sidste uge mod Clara i Guangzhou.
Fruhvirtova møder i 2. runde 4. seedede no. 40 Anna Blinkova.

Hvis Clara vinder over Zvonareva, kan hun i kvartfinalen torsdag møde Ons Jabeur, der er seedet 1 foran Petra Kvitova og Sorana Cirstea.
Den skarpe iagttager kan formentlig genkende de 3 topseedede, som ses herunder forud for Ningbo Open.

Både Kvitova og Cirstea er videre til 2. runde, men Cirstea måtte dog tilbringe næsten 3 timer på banen inden hun i tirsdagens første kamp på Centre Court vandt 7-5, 4-6, 6-3 over no. 69 Claire Liu (USA).

Ons Jabeur møder tirsdag ved 14-tiden no. 98 Diane Parry (FRA), og i tilfælde af den forventede sejr til den 1. seedede tuneser, møder Ons onsdag no. 78 Tamara Korpatsch (GER), der i skrivende stund netop har vundet 6-2, 7-6(1) over no. 91 Jodie Burrage (GBR), der var videre fra kvalifikationen.

Et nederlag onsdag mod Zvonareva vil ikke være en “katastrofe” for Clara, der i så fald får bedre tid til at nå frem til Beijing, hvor kvalifikationen til WTA 1000 China Open indledes på fredag, og måske kan bevidstheden herom lette presset og derved indirekte bevirke, at Clara kan spille ligeså frigjort som i slutningen af mandagens kamp, og i så fald er det svært at få øje på, at Zvonareva kan modstå danskerens tempo – ikke mindst hvis serven fortsat fungerer optimalt.

Clara kan næppe forvente at få direkte adgang til hovedturneringen ved China Open, hvis hun stadig er med i Ningbo, når kvalifikationen indledes i Beijing, da en eventuel semifinale eller finale i en WTA 250 ikke berettiger til Special Excempt (SE) i en WTA 1000 turnering, og Clara får yderst sjældent tilbudt wildcards, selvom hun både som junior Grand Slam vinder og no. 1 på ranglisten samt med flere iøjnefaldende resultater på WTA-touren i en tidlig alder har slået sit navn fast som en potentiel kommende topspiller.

I tennis handler det dog altid om at tage en kamp adgangen – eller rettere en bold ad gangen – inden Clara i tilfælde af nederlag i en eventuel kvartfinale torsdag skal forsøge at nå frem til kvalifikationen fredag i Beijing, som er knap 1.400 km fra Ningbo – eller en rask flyvetur på godt et par timer plus “det løse”.

20-årige Holger Vitus Nødskov Rune er ankommet til Beijing, hvor der arbejdes intenst på at blive kampklar, inden ATP udgaven af China Open indledes fredag.

Forrige artikelTurneringer uge 39: Clara Tauson atter i kamp mod varmen. Holger Rune presses på racelisten
Næste artikelChina Open: Status på rygproblemer kan afgøre succes for både Holger og Clara i Beijing
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.