Caroline Wozniackis kamp i tredie runde i Beijing var mod den 23 årige tjekkiske spiller Kateřina Siniaková, der mest er kendt for sine flotte resultater i double, hvor hun vandt både French Open og Wimbledon i 2018. I single ligger hun pt #47 på WTAs single rangliste. De har mødt hinanden 4 gange før med 3 sejre til Wozniacki og 1 til Siniaková. Sidste gang de mødtes var sidste år i Beijing. Det blev også en sejr denne gang, selvom der var mere spil om det 75 64.

Første sæt blev et spil, hvor Siniakovás baghånd spillede en stor rolle. De fleste vindere kom derfra. En dobbeltfejl i 3.parti satte Siniaková i gang, hvor hun brød Wozniacki første gang. Wozniacki brød tilbage med det samme, hvilket skete flere gange i løbet af kampen. Siniaková kunne gang på gang udnytte baghånden, og det så ud som om Wozniacki var lidt stædig, for hun spillede gang på gang – i første sæt – til Siniakovás baghånd. Spillerne fulgtes ad til 3-3, hvor der igen kom et break til hver, så der stod 4-4 herefter med Wozniacki der fik sit serveparti hjem, hvilket også lykkedes for Siniaková – 5-5. Wozniacki servede igen et sikkert parti, og efterhånden havde Wozniacki fået lidt styr på Siniakovás baghånd, hvilket resulterede i endnu et break til Wozniacki – 7-5. Serven var 64% første server, hvilket er nogenlunde. Det der adskilte de to, var Wozniackis konstante returer samt fint netspil ind imellem.

Godt netspil Woz

Pas på Siniakovás baghånd

Statistik

Andet sæt startede godt for Wozniacki, der vandt sit åbningsparti og derefter brød Siniaková – 2-0. Så fulgte et break tilbage og igen et break rent af Wozniacki – 3-1. Det blev 4-1 og 4-2 med stigende frustrationer fra Siniaková, men der var mange fine dueller, hvor de udfordrede hinanden ude i hjørnerne og lige indenfor linjerne. I syvende parti brød Siniaková tilbage igen, og det stod 4-3 – momentum var ved at vippe. Wozniacki strammede igen spillet, og igen brød hun til 5-3. Siniaková var ikke blevet bedre, men Wozniacki havde pludselig tydelige nerver og trods en føring på 40-15 tog nerverne over, og Wozniacki tabte helt utroligt servepartiet – 5-4 og Siniaková skulle serve. I tennis er nerver og psyke nogle stærke modspillere, og det spillede også ind i kampens sidste parti, hvor Wozniacki kom på 0-40 og tre nye matchpoint – denne gang lykkedes det – 6-4. Set på afstand kan statistikken måske antyde at spillerne spillerne spillede på et lavere niveau, men der var mange spændende dueller, der viste stor variation i spillet, og det var måske ikke så galt før kvartfinalen. Gå nu ud og nak den næste ged Wozniacki.

Sådan så er den stride ged barberet

Caro tager andet sæt og dermed kampen – inclusive højdepunkter

Statistik for kampen
Woz 3 Aces Siniakova 1
3 Df 1

Altid populære Wozniacki

Forrige artikelTE U14 B93: Rebecca vinder finale mod Vilma i B93, hvor danske piger gør rent bord
Næste artikelRang- og Entrylister uge 40: Elmer på vej til ATP-rangliste efter 3 sejre i prof debut
Leif Hørgren Mortensen
Leif Hørgren Mortensen er selverklæret tennisfan med særlig interesse for WTA-touren og Caroline Wozniacki. Leif er aktiv tennisdebattør på sociale tennismedier og også en stor bidragsyder på det internationale tennissite, Tennisfrontier.com.