Angelique Kerber og Petra Kvitova er de hotteste navne lige nu. Caroline Wozniacki i topform kan møde dem begge i slutfasen i Beijing

Hvis man tager udgangspunkt i dagsformen efter den seneste WTA Premier 5 turnering i Wuhan, må Petra Kvitova (CZE) og Angelique Kerber (GER) betragtes som værende de i særklasse bedste kvindelige tennisspillere i øjeblikket.
1/8-finalen i Wuhan mellem disse 2 spillere var en tennisoplevelse udover det sædvanlige, og undertegnede tøver ikke med at betegne den som både den “moralske finale” ved turneringen og “årets kamp” hidtil i 2016.

Kerber har haft en helt fantastisk sæson som Grand Slam vinder ved Australian Open og US Open og finalist ved både Wimbledon og OL og ny no. 1 på verdens-ranglisten, og hun har udstrålet en selvtillid og sejrsvilje som aldrig tidligere.
Kvitova har derimod haft en sæson med store udsving i præstationerne, og hun havde inden turneringen i Wuhan ikke været i stand til at ramme det høje top-niveau, som alle tennis-kendere er helt klar over, at hun besidder, hvilket ikke kan undgå at påvirke en spillers selvtillid.

I forrige uge i Tokyo tabte Kvitova i 2. runde til den sensationelle OL-vinder Monica Puig (PUR), men i den forløbne uge i Wuhan har hun for alvor fundet storspillet frem igen, og bortset fra ovennævnte opgør mod Kerber er alle modstandere i turneringen fejet ud af banen, herunder ranglistens no. 5 Simona Halep (ROU) 6-1, 6-2 i semifinalen, og senest var no. 12 Dominika Cibulkova (SVK) chanceløs i finalen, som Kvitova vandt 6-1, 6-1.

Derfor vil det være nærliggende at formode, at finalen i Premier Mandatory turneringen i Beijing, som netop er påbegyndt, ender med en finale mellem Kerber og Kvitova, og med sidstnævntes øjeblikkelige form og selvtillid tildeles hun herfra også favoritværdigheden som endelig vinder.

Tredje møde i træk mellem Wozniacki og Radwanska

I øvrigt er det ikke usædvanligt, at de to afsluttende Premier 5 og Premier Mandatory turneringer i Østen har haft samme vinder.
I 2010 vandt Caroline Wozniacki både i Tokyo og Beijing, hvilket gav hende 1. pladsen på ranglisten, og året efter vandt veninden Agnieszka Radwanska (POL) begge turneringer.
Premier 5 i Tokyo er siden overtaget af Wuhan, hvorefter Tokyo er “degraderet” til Premier-kategorien, og den afvikles ugen før de to større turneringer.

Caroline Wozniacki vandt som bekendt – for de fleste danskere – karrierens 24. titel, da hun i forrige uge igen vandt turneringen i Tokyo, og undervejs havde hun i semifinalen vundet 4-6, 7-5, 6-4 over Agnieszka Radwanska, som dog i den forløbne uge fik revanche, da hun i 1/8-finalen i Wuhan vandt en sikker sejr 6-4, 6-2.

Sidstnævnte kamp var Carolines 8. kamp på 9 dage, og det var tydeligt, at hun ikke havde det fornødne overskud til at yde endnu en top-præstation, og man fik det indtryk, at hun ikke var specielt skuffet over nederlaget, men tværtimod var hun tilsyneladende ganske tilfreds med, at hun kunne få nogle dages pause til at restituere og være klar til turneringen i Beijing, hvor der er lidt mere prestige, penge og point at spille om.

Tænker man tilbage på 2014, hvor Caroline havde et forrygende efterår, nåede hun langt i både Tokyo (Finale) og Wuhan (Semifinale), hvorefter der ikke var det helt store overskud i Beijing, hvor Caroline tabte sin første kamp mod Samantha Stosur (AUS).
Til gengæld fik hun derefter en pause, så hun var flyvende ved WTA-slutspillet, hvor 2 netrullere til Serena Williams (USA), da Caroline førte 4-1 i 3. sæts tiebreak i semifinalen, var stærkt medvirkende til, at Caroline ikke nåede finalen.

Hvis Caroline efter den sidste kamp i onsdags er fuldt restitueret og ikke er voldsom plaget af de småskavanker, som spillerne ofte trækkes med sidst på sæsonen, peger alt på et nyt møde med Radwanska i 1/8-finalen i Beijing, hvilket dog forudsætter at Caroline i 1. runde vinder over no. 32 CoCo Vandeweghe (USA) og derefter over vinderen af 13. seedede Roberta Vinci (ITA) vs. no. 79 Saisai Zheng (CHN), som har wildcard, men som danskeren har spillet siden US Open, vil det være overraskende, hvis hun ikke vinder de to første kampe.

Radwanska får næppe problemer i sin første kamp mod no. 70 Qiang Wang (CHN), der har wildcard, men hun sagtens få problemer i 2. runde, hvor hun kan møde no. 37 Ekaterina Makarova (RUS), der allerede har spillet sin første kamp, hvor hun vandt 6-2, 6-1 over no. 20 Elena Vesnina (RUS).

Caroline fører 7-0 indbyrdes mod Makarova, så hun vil have det mentale overtag, hvis de mødes, og det bør hun også have mod Radwanska, selvom hun tabte det seneste opgør, da Caroline for det meste har haft overtaget – med 9-5 i indbyrdes opgør – mod veninden, som bookmakerne formentlig vil udpege som favorit alligevel.

Caroline gode chancer i eventuel kvartfinale

Hvis det forløber som antydet herover, kan Caroline i en eventuel kvartfinale forvente at møde 7. seedede Carla Suarez Navarro (ESP), 10. seedede Dominika Cibulkova (SVK) eller no. 40 Belinda Bencic (SUI).
Sidstnævnte har flere gange voldt Caroline problemer, men i det seneste opgør i Tokyo blev det dansk sejr 6-2, 5-7, 6-1, hvor det næsten kan betegnes som “sjusk”, at kampen måtte i 3 sæt.

Både Suarez Navarro og Cibulkova har Caroline haft et godt tag på, og der vil være gode muligheder for dansk sejr, uanset hvem af de 3 nævnte, der bliver modstander i kvartfinalen.

Cibulkova har dog den fordel, at hun bliver oversidder i 1. runde, fordi arrangørerne tager hensyn til, at hun var i finalen i Wuhan, og derfor har hun fået en “bye”.
Samme hensyn blev der ikke taget til finalisterne i Tokyo, hvorved Caroline efter finale-sejren i Tokyo – og en flyvetur til Wuhan – allerede næste dag spillede 1. runde i Wuhan.

Carolines modstander i finalen i Tokyo, Naomi Osaka (JPN), får ikke succes i Beijing, hvor hun tabte allerede i 1. runde af kvalifikationen til no. 116 Tatjana Maria (GER) 2-6, 1-6.

Hellere Kerber end Kvitova i semifinale

Som lodtrækningen faldt ud, kan Caroline tidligst møde 1. seedede Kerber i semifinalen, og da Kvitova, som er seedet 14, er i den modsatte halvdel, kan hun tidligst møde hende i selve finalen.
Da Kvitova i de indledende betragtninger er betegnet som favorit til at vinde hele turneringen, er Carolines lodtrækning måske ikke den værste, selvom hun er i samme halvdel som Kerber, da danskerens chancer trods alt må være større mod Kerber, hvis Kvitova fortsætter med at spille på det niveau, som hun diskede op med i Wuhan.

Under alle omstændigheder vil det dog være en større overraskelse, hvor Caroline vinder over Kerber i semifinalen, og sandsynligheden for en finalesejr over Kvitova vil være en endnu større overraskelse, især hvis både Kerber og Kvitova holder stilen.

Det sker dog for alle spillere, at der kan forekomme udfald, hvilket tidligere ofte har været tilfældet for Kerber – og indtil for nylig også for Kvitova, så derfor skal Carolines chancer for at nå finalen eller vinde turneringen ikke afskrives helt på forhånd.

Umiddelbart er det svært at få øje på, hvem der skal forhindre, at Kerber når semifinalen.
6. seedede Venus Williams (USA), der står til et møde i kvartfinalen, kan næppe spille 3-4 kampe i træk på det nødvendige niveau.
De øvrige seedede i Kerbers 1/4-del er 12. seedede Timea Bacsinszky (SUI) og 16. seedede Elina Svitolina (UKR).

I Kvitovas halvdel er de øvrige seedede 2. Garbine Muguruza (ESP), 4. Simona Halep (ROU), 5. Karolina Pliskova (CZE), 8. Madison Keys (USA), 9. Svetlana Kuznetsova (RUS), 11. Johanna Konta (GBR) og 15. seedede Anastasia Pavlyuchenkova (RUS).
Muguruza tabte i 1. runde i Wuhan, hvor Halep som nævnt tabte stort til Kvitova.
Pliskova har siden finalen ved US Open røget tidligt ud i både Tokyo og Wuhan, og heller ikke Keys har imponeret på det seneste.

Mål for resten af karrieren bør være Grand Slam og årlig titel

Caroline har både under US Open og i Tokyo bevist, at hun igen kan spille på et meget højt niveau – ligesom det var tilfældet i den sidste del af 2014, hvorefter hun i både 2015 og især i 2016 har haft svært ved at ramme et højt niveau i de fleste af sine kampe, hvilket har fået mange kritikere til at dømme hende færdig.

En ulogisk konklusion når man husker på, at hun i mange år har været konstant i top 10, og tidligere har været no. 1 i 67 uger samt vundet et utal af WTA-titler, og især i den sidste del af 2014 leverede et comeback, hvor hun viste, at hun kunne få de spille-mæssige forbedringer, som fungerede på træningsbanen, til også at fungere i kampene.

Derfor var der ingen rimelig grund til at tvivle på, at hun ikke igen skulle være i stand at finde et tilsvarende niveau, når hun igen fik opbygget den selvtillid, som tydeligvis har manglet i en periode, hvor både skader, sygdom og uventede nederlag har haft indflydelse på præstationerne.

Både det niveau, som hun viste i slutningen af 2014, hvor hun formentlig spillede på et endnu højere niveau end da hun var no. 1, og som hun har spillet de seneste uger, giver al mulig grund til at tro på, at hun stadig har store resultater i vente – selvom man kan være en smule bekymret for, at det efterhånden er blevet så stor en fysisk belastning, at hun kan holde dampen oppe i flere år endnu.

Derfor gentages rådet om, at ranglisten ikke bør tillægges den helt store betydning, men at Caroline prioriterer Grand Slam og færre udvalgte turneringer, så målsætningen for resten af karrieren bliver at opnå at vinde Grand Slam og fortsat vinde mindst 1 turnering hvert år.
Top 10 behøver ikke være et mål for Caroline, men hvis hun undgår længere skades-perioder og stadigvæk nyder spillet og udstråler selvtillid på banen, bliver tilbagevenden til top 10 en naturlige sidegevinst helt af sig selv.

Turneringen i Beijing kan følges på TV3 Sport 2 og Tennistv.com, hvor man kan vælge mellem 3 baner.
Carolines første kamp mod Vandeweghe spilles søndag efter Samantha Stosur (AUS) vs. Shuai Zhang (CHN), der spilles kl. 1330cet.

Forrige artikelWTA Wuhan: Petra Kvitova vinder Titlen
Næste artikelWTA Beijing 2016: Caroline overlevede en skarp amerikaner
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.