Annika Beck overtager Wozniackis titel i Luxembourg

Caroline Wozniacki vandt en enkelt WTA-titel i 2013, da hun i finalen ved International turneringen i Luxembourg besejrede Annika Beck (GER) i finalen 6-2, 6-2.
I dette års udgave af turneringen var Eugenie Bouchard (CAN) oprindelig tilmeldt, men hun valgte klogelig at melde afbud for at stille skadesfri og vel forberedt op til næste uges WTA-slutspil, ligesom flere af de øvrige top 10 spillere, der meldte afbud til Premier 700 turneringen i Moskva, heriblandt Caroline.

Med fraværet af spillere fra den absolutte verdens-top lykkedes det omsider for Annika Beck, der er no. 58 på ranglisten, at vinde sin første WTA-titel nogensinde, da hun i finalen vandt så sikkert som 6-2, 6-1 over 4. seedede no. 28 Barbora Zahlavova Strycova (CZE).
Dermed fik Annika Beck en god oplevelse i en sæson, hvor resultaterne langt fra har været prangende, når man ser bort fra årets første turnering i Shenzhen, hvor hun tabte i semifinalen til Li Na. Derudover er hendes bedste resultat ved Premier 700 turneringen i Dubai i februar, hvor hun tabte i 1/8-finalen til Caroline Wozniacki 4-6, 4-6.

Turneringen blev desuden et gennembrud for en for de fleste ukendt 21-årig spiller, no. 142 Denisa Allertova (CZE), som havde været gennem kvalifikationen.
Hun overraskede med sejr i 1/8-finalen over 3. seedede no. 25 Sabine Lisicki (GER) 7-5, 6-2, og hun fulgte succesen op i kvartfinalen ved at vinde 4-6, 6-3, 7-5 over 5. seedede Varvara Lepchenko (USA), inden hun dog blev besejret så overbevisende som 6-0, 6-1 af Annika Beck.
Allertova har sæsonen igennem næsten udelukkende deltaget i ITF-turneringer, hvor hun har klaret sig fortrinligt med 7 titler og 1 finaleplads i 2014.

Pavlyuchenkova tager titlen i Moskva

Ved Premier 700 turneringen i Moskva, hvor 4 top 10 spillere havde meldt afbud, og de 3 øverst seedede tabte i deres første kamp, var der pludselig opstået en chance for, at lavere rangerede fik en realistisk chance for at spille med om væsentlig flere rangliste-point, end de plejer at indkassere.

Det benyttede 6. seedede no. 29 Anastasia Pavlyuchenkova (RUS) sig af, da hun på hjemmebanen vandt året 2. og karrierens 7. WTA-titel, med finalesejr 6-4, 5-7, 6-1 over no. 61 Irina-Camelia Begu (ROU).

Ligesom i Luxembourg var der også her spillere udenfor top 100, der gjorde opmærksom på deres eksistens, ikke mindst 24-årige no. 138 Vitalia Diatchenko (RUS), som havde været gennem kvalifikationen, i 2. runde besejrede 1. seedede Dominika Cibulkova (SVK) som omtalt under WTA-Moskva: Useedet kval-spiller spærrede Cibulkovas vej til Singapore.
I kvartfinalen pressede hun den senere vinder Pavlyuchenkova ud i 3 sæt, inden hun tabte 1-6, 6-3, 3-6.

Endnu en kval-spiller udenfor top 100 gjorde sig bemærket ved turneringen, 18-årige no. 118 Katerina Siniakova (CZE), som i 1. runde vandt 6-2, 6-2 over no. 53 Elena Vesnina (RUS), og så sikkert som 6-1, 6-1 i 1/8-finalen mod no. 81 Kristina Mladenovic (FRA).
Den største overraskelse var dog, at hun i kvartfinalen vandt over formstærke no. 42 Camila Giorgi (ITA) 7-6(3), 4-6, 7-5, inden hun ligesom Vitalia Diatchenko tabte til den senere vinder Pavlyuchenkova 2-6, 2-6.

I modsætning til Diatchenko, som i 2014 har vundet 3 ITF-titler og været i flere finaler, har Siniakova udover en enkelt ITF-titel i Maribor, Slovenia i maj 2014, ikke nået særlig langt i ret mange ITF-turneringer, hvilket gør hendes præstation ved en WTA Premier 700 turnering ekstra opsigtsvækkende.
Samtidig er det formentlig en understregning af, at niveau-forskellen mellem mange af de spillere, der uge efter uge deltager under ITF, og dem der deltager i WTA-turneringer, i virkeligheden ikke er særlig stor.

15-årige Camila Bellis vinder for 2. uge i træk en ITF-titel

Som et apropos til ovenstående kan det oplyses, at der netop er modtaget et helt nyt resultat, der fortæller at 15-årige no. 419 Catherine Bellis (USA), som blev omtalt under US Open: Ukendt 15-årig pige sendte Australian Open finalisten Cibulkova ud i 1. runde, netop har vundet en $25.000 ITF-turnering i Florence, SC, USA med finale-sejr 6-2, 6-1 over no. 222 Ysaline Bonaventure (BEL).
I sidste uge vandt Bellis en tilsvarende turnering i Rock Hill, så meget tyder på, at vi kommer til at høre meget mere til hende i 2015.

 

 

Forrige artikelITF Antalya: Schoop fortsat ubesejret. Også Shabib og Ørnø videre.
Næste artikelITF Antalya: Schoop tabte kvalfinale. Shabib og Ørnø i hovedturnering
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.