Den ubesejret dronning er nedlagt og forsvarende mester må give trofæet videre.
Løvinden kan nedkæmpes
Serena Williams har ganske enkelt været “out-standing” i starten af denne sæson med en fantastisk statistik på 20/0 i sejre/nederlag. Derfor lignede det “endnu en dag på kontoret” for den 1. seedede amerikanske løvinde i dagens ene semifinale, og da hun samtidig aldrig i 5 opgør havde tabt til sin modstander, den 4. seedede tjekke Petra Kvitova, var sejren næsten sikker.
Petra Kvitova havde dog klart andre tanker om den sag, og den tjekkiske stjerne startede som lyn og torden. Hun producerede minimum af fejl, mens Serena Williams’ fejlprocent stille og rolig voksede. Serena lignede bestemt en dame, der var til at tale med, og det havde Petra Kvitova tænkt sig at udnytte.
Efter 1 time og 13 minutter kunne Petra Kvitova strække armene i vejret og skrige i sejrsjubel. Løvinden var nedkæmpet og havde lidt sit første nederlag i år samt første nederlag til tjekken. Nederlag med de klare cifre 6-2, 6-3 til tjekken.
Rent russisk opgør i semifinale
Den anden semifinale stod mellem de to russiske landsmænd; Maria Sharapova (forsvarende mester og seedede 3) og Svetlana Kuznetsova. De to spillere havde mødt hinanden 12 gange med stort forspring til Maria Sharapova på 8-4. Ydermere havde Svetlana Kuznetsova ikke sejret siden 2008, så derfor lignede det endnu en sejr til Maria Sharapova.
Svetlana Kuznetsova havde, som Petra Kvitova, andre planer for dagens kamp, og startede som lyn og torden. Hun havde svar på det meste, og efter 1 time og 30 minutter kunne hun bryde ud i sejrsjubel. Svetlana Kuznetsova havde sejret med cifrene 6-2, 6-4.
Petra Kvitova og Svetlana Kuznetsova mødes lørdag sidst på aftenen i kampen om trofæet og kampen om at finde en ny mester. Det er finalisternes 5. opgør med fordel til Petra Kvitova på 3-1.