Efter sejr mod Canadisk wildcard blev Julia Boserup besejret af landsmand i kvalfinalen

Caroline Wozniacki har som de fleste formentlig har bemærket været nødsaget til at melde afbud til den kommende uges Premier 5 turnering Rogers Cup i Montreal, og derfor blev forhåbningerne om et godt dansk resultat overladt til Julia Boserup, som ganske vist spiller for USA, men hun har også dansk statsborgerskab, hvilket gav hende en hel del opmærksomhed, da hun havde stor succes ved Wimbledon, hvor hun nåede 3. runde efter 3 sejre i kvalifikation og 2 sejre i hovedturneringen, inden hun tabte til Elena Vesnina (RUS).

På grund af dette flotte resultat fik hun wildcard til den forløbne uges Premier turnering i Stanford, hvor hun i 1. runde besejrede det 18-årige japanske stortalent no. 88 Naomi Osaka (JPN) 2-6, 6-4, 6-4, men i 2. runde kunne hun ikke stille meget op mod den velspillende britte, no. 18 Johanna Konta, der i skrivende stund spiller finalen mod Venus Williams, som netop har vundet 2. sæt 7-5, efter at Konta vandt 1. sæt med samme cifre.

Julia har i weekenden deltaget i kvalifikationen til Rogers Cup i Canada, og her indledte hun med en sikker sejr i 1. runde, hvor hun vandt 6-2, 6-4 over no. 637 Petra Januskova (CAN), som havde fået wildcard.

Søndag aften skulle Julia forsøge at kvalificere sig til hovedturneringen, da hun i kvalfinalen mødte no. 149 Jennifer Brady (USA), som overtog den ledige plads i lodtrækningen, da Madison Brengle (USA) på grund af afbud blev flyttet til hovedturneringen.

Selvom det formentlig betød større chance for Julia i kvalfinalen, lykkedes det dog ikke at kvalificere sig til videre deltagelse idet Brady vandt kampen 6-3, 6-4.

Ovenstående billede fra kampen er modtaget af Anne-Marie Boserup, som er med Julia i Canada, da hendes træner Raj holder ferie.
Julia spillede en OK kamp og ser frem til at rejse hjem til Californien mandag.

Turneringen i Stanford indbragte Julia 55 point til ranglisten, og hun får 22 point for at nå kvalfinalen i Montreal, hvilket på live-rankingen betyder yderligere avancement på ranglisten fra no. 144 til en plads omkring no. 129, og dermed endnu et skridt mod et af hendes erklærede mål i top 100.

Øvrige resultater fra kvalfinalerne, hvor vinderne er videre til hovedturneringen
(165) Alla Kudryavtseva (RUS) vs. [1] (52) Varvara Lepchenko (USA) 6-2, 6-2)
[3] (56) Kateryna Bondarenko (UKR) vs. (WC) Bianca Andreescu (CAN) 6-2 6-1
[4] (62) Shuai Zhang (CHN) vs. [21] (123) Veronica Cepede Royg (PAR) 6-0, 7-6(5)
[20] (121) Kristina Kucova (SVK) vs. [8] (63) Christina McHale (USA) 6-0, 6-4
[19] (120) Vania King (USA) vs. [6] (70) Irina Falconi (USA) 3-6, 3-0 Ret’d
[13] (84) Naomi Broady (GBR) vs. [7] (71) Nicole Gibbs (USA) 6-7(4), 6-3, 6-3
[8] (74) Saisai Zheng (CHN) vs. (201) Asia Muhammad (USA) 6-2, 6-3
[9] (75) Nao Hibino (JPN) vs. [23] (132) Julia Glushko (ISR) 6-3, 6-3
[10] (76) Mariana Duque-Marino (COL) vs. (186) Olga Govortsova (BLR) 4-6, 7-6(2), 6-1
[11] (77) Camila Giorgi (ITA) vs. [17] (106) Bethanie Mattek-Sands (USA) 6-3, 6-1
[15] (87) Magda Linette (POL) vs. [12] (81) Sabine Lisicki (GER) 7-5, 6-2.

I hovedturneringen har Serena Williams trukket sig med en skulder-skade, og Coco Vandeweghe med en ankel-skade.
Hvis seedningerne holder kan imødeses følgende 1/8-finaler

3. Muguruza vs. 15. Konta
11. Cibulkova vs. 8. Suarez Navarro
4. Radwanska vs. 16. Pavlyuchenkova
10. Keys vs. 6. V. Williams

9. Kuznetsova vs. 12. Kvitova
14. Pliskova vs. 5. Halep
7. Vinci vs. 13 Stosur
17. Svitolina vs. 2. Kerber

Turneringen kan følges på TV3 Sport 2 fra mandag samt på Tennistv, hvor man kan følge flere baner.

 

Forrige artikelWTA Båstad: Laura Siegemund vandt Titlen
Næste artikelGPS: Favoritterne holdt i Leschly Cup
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.