Caroline Wozniacki har med 2. pladsen i Stuttgart konsolideret 5. pladsen på ranglisten og lagt yderligere afstand til forfølgerne. På racelisten er Caroline no. 6 trods lille point-høst i Australian Open, Indian Wells og Miami

Den nyeste WTA-rangliste er opmuntrende læsning for Caroline Wozniacki og for de fleste danske tennis-entusiaster og andre, der holder med den danske sports-stjerne, da Caroline har udbygget forspringet til forfølgerne på ranglisten, og desuden er hun rykket 4 pladser frem til 6. pladsen på racelisten, som omfatter turneringer i indeværende sæson.

Ser man isoleret på ranglisten, har Caroline al mulig grund til at kigge opad i tabellen (for at bruge et “fodbold-udtryk”), da hun har lagt yderligere afstand til de spillere (Radwanska, Bouchard, Ivanovic), som hun i begyndelsen af året overhalede, da hun rykkede fra 8. til 5. pladsen.

Rækkefølgen ved sæsonens start var følgende
5. 4820 Ana Ivanovic (SRB)
6. 4810 Agnieszka Radwanska (POL)
7. 4715 Eugenie Bouchard (CAN)
8. 4625 Caroline Wozniacki (DEN)
og der var et spring på mere end 1100 point til no. 9 Angelique Kerber (GER)

Siden da er det gået jævnt ned ad bakke for alle de 3 foran-liggende, ikke mindst for Radwanska, som har sat 1465 point over styr, mens Caroline har forbedret sine point-tal, selvom hun som nævnt ikke klarede sig specielt godt i de 3 største turneringer, hvor de store point kan hentes.
Måske ligger en god del af forklaringen på, at Radwanska og Navratilova har valgt at stoppe deres samarbejde, i denne markante tilbagegang.

På den seneste top 10 rangliste har Halep og Sharapova byttet plads, ellers er top 4 de samme som ved årets start
1. 9981 Serena Williams (USA)
2. 7755 Simona Halep (ROU)
3. 7525 Maria Sharapova (RUS)
4. 6060 Petra Kvitova (CZE)
5. 4790 Caroline Wozniacki (DEN)
6. 4122 Eugenie Bouchard (CAN)
7. 4000 Ana Ivanovic (SRB)
8. 3465 Ekaterina Makarova (RUS)
9. 3345 Agnieszka Radwanska (POL)
10 3335 Carla Suarez Navarro (ESP)

Hvis man kigger nogle uger frem indtil French Open, som afslutter grus-sæsonen, ser det ganske fornuftigt ud for Caroline Wozniacki, hvis hun kan bevare de gode takter, som hun har indledt grus-sæsonen med, ikke mindst fordi hun ikke skal forsvare særligt mange point.
Eneste sejr i hele grus-sæsonen i 2014 var 1. runde ved Premier Mandatory i Madrid, hvor hun vandt 6-2, 6-2 over Makarova, inden hun tabte 3-6, 3-6 til Roberta Vinci (ITA).

Selvom afstanden til de foranliggende forekommer temmelig stor, er muligheden for yderligere avancement på ranglisten alligevel ikke helt umulig, når man tager i betragtning, at de foranliggende mister de point, som de optjente sidste år, hvor Sharapova skal forsvare 1000 point i Madrid og 2000 ved French Open.
På denne oversigt er point optjent indtil French Open trukket fra hos Caroline og de 4 foran-liggende spillere.
1. 8796 Serena Williams (CZE)
2. 5739 Petra Kvitova (CZE)
3. 5700 Simona Halep (ROU
4. 4715 Caroline Wozniacki (DEN)
5. 4420 Maria Sharapova (RUS)
og derefter mere end 1000 point til de nærmeste forfølgere.

Caroline kan således gå forbi Sharapova, hvis hun “bare” holder trit med hende i grus-sæsonen, hvilket naturligvis i sig selv er en større udfordring.

Gode avancement-muligheder på racelisten

Her følger en oversigt med den nye top 10 på racelisten, hvor de 8 bedste kvalificerer sig til at deltage ved WTA-slutspillet i Singapore fra 25. oktober.
1. 3390 Serena Williams (USA)
2. 3185 Simona Halep (ROU)
3. 2011 Maria Sharapova (RUS)
4. 1855 Carla Suarez Navarro (ESP)
5. 1650 Karolina Pliskova (CZE)
6. 1471 Caroline Wozniacki (DEN)
7. 1417 Angelique Kerber (GER)
8. 1366 Ekaterina Makarova (RUS)
9. 1270 Madison Keys (USA)
10 1215 Venus Williams (USA)

Stadig under forudsætning af at Caroline Wozniacki holder fast i et rimelig højt niveau kan yderligere avancement på racelisten blive aktuelt allerede efter næste uges turnering i Madrid, men der kan også blive presset på nede fra, hvis Kerber kan fortsætte de gode takter efter 2 turnerings-sejre i grus-sæsonen, eller andre spillere pludselig rammer en bølge-top.

Petra Kvitova har fået en elendig start på året, hvor hun på grund af skade mistede flere turneringer, og at dømme efter spillet i Stuttgart er der stadig lang vej tilbage til hendes velkendte niveau.
Det er stadig et ubesvaret spørgsmål, om Victoria Azarenka kommer helt tilbage til  toppen i løbet af 2015.

 

Forrige artikelTV Kampe uge 18: ATP fra Eurosport. 4 turneringer på Tennistv
Næste artikelITF Antalya: Ørnø og Grinderslev buldrer ind i hovedturneringen
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.