Ved finalen ved Premier 5 turneringen Dongfeng Motor Wuhan Open kunne der være grund til at tro på, at 6. seedede Eugenie Bouchard (CAN) efter den flotte semifinale dagen før mod Caroline Wozniacki ville være i stand til at revanchere nederlaget fra Wimbledon, hvor Petra Kvitova (CZE) i en ensidig affære vandt 6-3, 6-0.
Kvitova havde dog ingen planer om, at det denne gang skulle blive mere jævnbyrdigt, og hun dominerede kampen fra start med spil i højt tempo, og hun vandt ligesom i Wimbledon 1. sæt 6-3, uden at være i problemer i et eneste af sine egne servepartier.
Da Kvitova startede 2. sæt med at bryde serven, kunne man på Bouchards vegne frygte, at hun kunne være på vej til igen at indkassere et æg i en finale mod Kvitova.
Helt så galt gik det dog ikke, og Bouchard fik i løbet af 2. sæt endog muligheder for at komme tilbage i kampen i Kvitovas serv ved 4-2 15-40, men Kvitova vandt de næste 4 bolde og bragte sig afgørende foran 5-2 efter et serve-es og 3 fornemme 1. server, som Bouchard ikke var i stand til at returnere.
I Kvitovas næste serveparti, hvor hun kunne serve kampen hjem ved stillingen 5-3, spillede Kvitova en smule ukoncentreret, hvilket Bouchard udnyttede ved at bringe sig foran 40-0. Igen løftede Kvitova både serven og spillet på de næste bolde, hvorved hun afværgede alle 3 break-bolde, og hun tilspillede sig desuden en enkelt matchbold, som Bouchard til gengæld afværgede, og efterfølgende fik hun alligevel brudt serven og bragt en smule spænding i den hidtil ensidige kamp.
Bouchard var dog ikke i stand til at holde sin serv efterfølgende, hvor Kvitova igen løftede spillet, og hun brød serven og afgjorde kampen, som dermed sluttede 6-3, 6-4.
Begge finalister i aktion igen i Beijing
Med sejren vil Kvitova overtage 3. pladsen på ranglisten, og hun sikrede sig formentlig endegyldigt billet til WTA slutspillet i Singapore, da hun på racelisten avancerer til 4. pladsen.
Bouchard overtager 5. pladsen foran Radwanska, Caroline, Ivanovic og Kerber.
Begge finalister deltager ligesom de øvrige topspillere i Premier Mandatory turneringen China Open i Beijing, hvor de er oversiddere i 1. runde.
Kvitova møder i 2. runde vinderen af 23. Peng Shuai (CHN) vs. 213 Zhang Kai-Lin (CHN), der har wildcard.
I 1/8-finalen kan hun møde 16. seedede Venus Williams (USA), som i 2. runde måske får chancen for at revanchere nederlaget i Wuhan mod no. 49 Caroline Garcia (FRA), hvor Venus efter matchbold tabte 3. sæts tie-break 6-8.
Kvartfinalen kan blive mod 5. seedede Agnieszka Radwanska (POL), som er inde i en resultatmæssig krise, men hun kom dog godt fra start i Beijing, hvor hun netop har vundet 1. runde mod no. 38 Coco Vanderweghe (USA) 6-4, 6-3.
Bouchard møder no. 26 Sabine Lisicki (GER), der i 1. runde måtte i 3 sæt, før hun vandt 4-6, 6-2, 6-0 over no. 496 Xu Shilin (CHN), der også har wildcard.
I 1/8-finalen kan Bouchard sandsynligvis møde 9. seedede Ana Ivanovic (SRB), som uden tvivl vil være topmotiveret, da hun lige nu befinder sig på den 8. og sidste plads til WTA-slutspillet, som hun kan risikere at miste, hvis Kerber går hele vejen i Beijing.
En eventuel kvartfinale kan blive mod 2. seedede Simona Helep (ROU), som Bourchard lidt overraskende for de fleste besejrede i semifinalen ved Wimbledon 7-6(5), 6-2.